Dansk Sejlunion



6. september 2014 19:07 af Flemming Ø. Pedersen

Hellerup cruiser mod DM-titlen

Hellerup i gult førerdress - med Mads Christense ved roret og Trine Abrahamsen (stående), Ida Hartvig og Casper Peetz som crew. Foto: Flemming Ø. Pedersen

Urørlige Hellerup har blot mistet et enkelt point i syv sejladser.

Så er der blot en enkelt sejladsdag tilbage i Sejlsportsligaens første sæson. Hvis der før stævnet var antydning af tvivl om, hvorvidt Hellerups komfortable førsteplads i ligaen kunne komme under pres, så har den sejrsvante klub effektivt manet tvivlen i jorden.

Hellerup og de andre
Efter to dages sejladser har Hellerup Sejlklub med Mads Christensen ved roret været på banen syv gange - med seks prikker og en andenplads som udbytte. Holdet ligger til at slutte sæsonen, som den begyndte - med en stævnesejr. Denne gang med en DM-titel som bonus! 

Aarhus Sejlklub, KDY, Skovshoved og Roskilde er blandt de klubber, der kæmper om de øvrige podieplaceringer ved Aarhus-stævnet. 

Podiepladser på højkant
I den samlede stilling samler spændingen sig om podiepladserne efter Hellerup - der giver adgang til Champions League-stævnet - og om nedrykningspladserne. 

I toppen ligner det en samlet andenplads til KDY, mens Aarhus, Kaløvig, Kerteminde og Faaborg er med i opløbet om den sidste plads på skammelen.

Bundkampen
I bunden af ligaen er det bl.a. Sundet, Middelfart og Vallensbæk, der ser ud til at skulle kæmpe til det sidste for at bevare ligapladsen.

For Vejle, Egå, Svendborg og Skive skal der præsteres på sidstedagen, hvis nedrykning skal undgås.

Følg med i de afgørende sejladser - livestreaming fra kl. 13.00 på sejlsportsligaen.dk.