Dansk Sejlunion



2. august 2014 01:24 af Flemming Ø. Pedersen

Zoom8 VM-guld til Sophus Jarvig

Zoom8 verdensmester Sophus Jarvig. Foto: Tristan Stedman

Protestsag vendte op og ned på slutstillingen - det gav dansk VM-guld. Også dansk bronze hos både drenge og piger.

Fredag aften kunne tre unge danske sejlere betræde medaljepodiet, da VM for Zoom8 sluttede i Kaløvig.

To af medaljerne faldt hos drengene, hvor arrangørklubben Kaløvig Bådelaugs egen Sophus Jarvig tog guldet og dermed titlen som ny verdensmester i Zoom8.

Fredagen bød på tre afsluttende sejladser, og der var lagt op til et tæt opgør mellem de fire førende sejlere, der foruden Jarvig også talte Sebastian Norup samt en finsk og en svensk sejler.

Jarvig kom i havn med en 4-1-6 serie, og det lignede umiddelbart en sølvmedalje til den 17-årige Kaløvig-sejler. Men en protest mod den førende sejlere, finske Edwin Therman, sendte den endelige afgørelse i hænderne på juryen.

Førende sejler diskvalificeret
Fredag aften faldt så afgørelsen. Finnen diskvalificeret. Dermed dansk VM-guld til Sophus Jarvig. Samtidig rykkede Sebastian Norup ind på medaljeskammelen som treer og dermed bronzevinder - et enkelt point foran en utvivlsomt frustreret Edwin Therman.

Sophus Jarvigs kommer efter et stævne, hvor han forbedrede sig hele vejen igennem. Sine to fratrækkere (16 og 27) faldt i de to første sejladser. Herefter havde han stort set kun top-10 placeringer og krøb for hver sejlads højere op i tabellen. 

Kun på et enkelt tidspunkt lå han nummer 1, og dét var, da det virkelig gjaldt - efter sidste sejlads. 

To gange dansk bronze
Sebastian Norup førte i stævnet første halvdel, men nogle tunge placeringer midtvejs skubbede ham lidt tilbage - før han sluttede stærkt af på sidstedagen.

Også hos pigerne blev det til en dansk bronzemedalje. Julie Havn (Fredericia Sejlklub) lagde lidt beskedent ud med en 11. plads på finaledagen, men fulgte stærkt op med placeringer som 5 og 2, hvilket var nok til en plads på podiet.

Josephine Swiatecka sikrede en yderligere flot dansk VM-placering som nummer 4.  

Guld og sølv hos pigerne blev vundet af sejlere fra henholdsvis Finland og Rumænien.

I alt var der 59 sejlere i pigernes VM-felt, mens der hos drengene var 69 sejlere til start. 

Dansk Sejlunion ønsker tillykke til de tre danske medaljetagere.

Se alle resultater fra Zoom8 VM for piger og drenge