Dansk Sejlunion



6. august 2014 09:32 af Joakim Rechnitzer

Søsyge i Rio

ISAF
Der var store buler på Guanabara Bay under tirsdagens testsejladser. Foto: ISAF

De første OL test-sejladser i Rio blev en stor udfordring for Sarah Gunni der måtte opgive med søsyge. Anne-Marie Rindom ligger to’er.

Selv elitesejlere kan blive udfordret af høj bølgegang. Det skete for Laser Radial-sejler Sarah Gunni under de første sejladser af Aquece Rio International Sailing Regatta – de første test-sejladser forud for OL 2016.

”På vores bane var der store bølger fra alle retninger. Jeg blev virkelig hårdt ramt af søsyge allerede før første sejlads,” fortæller Sarah Gunni på sin Facebook-side.

”Jeg mistede al min energi, kunne knap komme op til startlinjen og væltede 5 sekunder efter start. Jeg kæmpede for at fuldføre sejladsen, og håbede på, at jeg ville få det bedre. Men efter jeg gik i mål, blev det bare værre. Det lyder måske underligt, at en sejler bliver søsyg, men det hænder desværre for mig – i dag var bare det værste, jeg har prøvet i min Laser-jolle. Jeg var heller ikke den eneste, som måtte opgive.”

Flere timer efter landsholdssejleren var kommet på land, var hun stadig mærket af de store bølger på bugten ud for Rio. Med kun ét tællende resultat af tirsdagens tre sejladser ligger Sarah Gunni sidst blandt de 25 sejlere.

God start til Rindom
I modsatte ende kom Anne-Marie Rindom godt fra start. Med en serie på 7-2-2 placerer danskeren sig på andenpladsen efter finske Tuula Tenkanen. OL-sølv og –bronze vinderne deltager også i test-eventen i Rio.

Se flere resultater og følg med på stævnets hjemmeside