Dansk Sejlunion



4. juli 2014 09:51 af Joakim Rechnitzer

Patrick Döpping vinder guld og sølv ved Ungdoms EM i Laser Radial

Flemming Rost
Patrick Döpping sejlede sig varm under mesterskabet og sluttede imponerende af med både guld og sølv. Foto: Flemming Rost

Patrick Döpping nød godt af de vante omgivelser på Aarhusbugten med både en sølvmedalje og titel som U17 europamester i Laser Radial.

Ungdoms EM i Laser Radial sluttede torsdag af med et flot dansk resultat. 16-årige Patrick Döpping fra Egå Sejlklub sluttede mesterskabet på tredjepladsen og næstbedst blandt de europæiske sejlere. Samtidig var Patrick den klart bedste sejler i feltet under 17 år og dermed den nye U17 europamester i Laser Radial.

U19-guldet gik til spanske Joel Rodríguez Pérez.

Mesterskab og træningsmiljø
Egå Sejlklub har gjort et kæmpe arbejde for afholdelsen af europamesterskabet ligesom klubben i hverdagen arbejder målrettet med deres træningsmiljø for Laser-sejlere.

”At Egå Sejlklub leverer så flot et mesterskab bakker op om klubbens øvrige store arbejde i Laser-klassen og for klubbens sejlere. At Patrick så går hen og vinder en medalje og U17-titlen understreger at klubben og trænerne gør det rigtig godt,” siger Dansk Sejlunions sportschef Thomas Jacobsen og fortsætter:

”Herudover har klubben involveret deres sejlere der er for gamle til at deltage i ungdoms-mesterskabet. En rigtig god idé der giver sejlerne et godt indblik i, hvad der sker bag kulisen ved store mesterskaber, og det har helt sikkert været en stor oplevelse for sejlerne.”

Dansk Sejlunion ønsker Patrick Döpping og Egå Sejlklub tillykke med det flotte resultat.

Se resultater, billeder m.m. på stævnesiden euroradialyouth2014.dk