Dansk Sejlunion



10. juli 2014 21:01 af Flemming Ø. Pedersen

EM: Baad og Thusgaard rykker ind i guldkampen

Ida Marie Baad og Marie Thusgard - på 2. pladsen ved EM. Foto: Flemming Ø. Pedersen

To førstepladser i torsdagens sejladser sender danskerne mod toppen. Yderligere to danske FX-både ligger i top-10. I 49er er Warrer/Thomsen med fremme.

Tre danske både har meldt ind i topstriden ved 49erFX-klassen EM. Torsdagens krævende forhold med 10-12 s/m vind kostede masser af kæntringer i vandet ud for Helsinki – men danskerne boltrede sig i de vanskelige forhold med udelukkende placeringer blandt de seks bedste.

De regerende europamestre Ida Marie Baad og Marie Thusgaard var blandt de få besætninger,  der undgik kæntringer. De sluttede dagen med en næsten perfekt 4-1-1 serie, der sender dem op på 2. pladsen i den samlede stilling – blot et enkelt point efter brasilianske Grael/Kunze.

"Tilbage i gamet"
Maiken og Anne-Julie Foght Schütt præsterede en 3-4-6 serie. Det sender dem to pladser frem i stillingen, hvor de nu er nummer 6. Den tredje danske båd med Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen havde også en formidabel dag med en 1-3-3 serie, hvilket sender dem frem på en samlet 9. plads.

”Vi kom igennem med en god serie, og vi er derfor tilbage i gamet,” skriver de på facebook – med adresse til et par tunge placeringer, som de fik med sig på førstedagen.

Warrer/Thomsen nr. 9
49erne gennemførte fire sejladser. Jonas Warrer og Anders Thomsen kom i land med en 9-3-4-4 serie, det rækker til en samlet 9. plads efter syv sejladser.

Mads Emil og Christian Peter Lübeck er kommet skævt ind i EM-stævnet. Torsdag lå de i feltet på C-banen, der er frygtet for sine klippeskær. Lübeck’erne havde en enkelt kæntring i dagens løb, der endte med en 10-29-10-15 serie.

”Vi var bare slet ikke med i starterne, hvilket ellers har været vores force det sidste par år. Ekstremt frustrerende, når man skal ”one way” på banen, for så er det næsten umuligt at sejle sig op igen. Vi ligger 49, hvilket er langt under niveau, og vi er meget skuffede. I morgen skal vi ud og vise, at vi er meget bedre end det her,” skriver de i en facebook-kommentar.