Dansk Sejlunion



16. juni 2014 14:43 af Joakim Rechnitzer

Top-49er stopper samarbejde

Mick Anderson
Foto: Mick Anderson

De to OL-medaljevindere Jonas Warrer og Peter Lang har valgt at afbryde deres fælles 49er-satsning frem mod OL i Rio. De håber begge at fortsætte i klassen med nye makkere. ”Vigtigt at træffe beslutningen nu og ikke et halvt år før OL,” siger sportschef Thomas Jacobsen.

Efter halvandet års samarbejde har den danske 49er-besætning med Jonas Warrer og Peter Lang besluttet at opgive deres fælles OL-satsning frem mod legene i Rio i 2016.

”Det er en tung beslutning, vi har truffet. Men vi er nået til en erkendelse af, at vores samarbejde i båden de seneste måneder ikke har udviklet sig optimalt. Peter og jeg er forskellige som personer, og det påvirker vores samarbejde på en måde, som i længden risikerer at stå i vejen for vores sportslige potentiale,” forklarer Jonas Warrer.

Nye besætninger
Jonas Warrer og Peter Lang indledte deres 49er-kampagne i begyndelsen af 2013 med det erklærede mål at vinde en dansk OL-medalje i Rio i 2016. Ambitionen om at komme til Rio har de begge fortsat – nu blot i hver sin båd og med nye makkere.

”Vi er stadig en del af det danske 49er-miljø, hvor det overordnede mål er at skabe en dansk besætning med medaljepotentiale i Rio. Jonas og jeg vil fortsat have et tæt samarbejde i træningsmiljøet, også selv om vi i sidste ende nok bliver konkurrenter i den endelige OL- kvalifikation,” siger Peter Lang.

Tilbageslag på kort sigt
Dansk Sejlunions sportschef Thomas Jacobsen hæfter sig ved, at OL stadig ligger to år ude i horisonten.

”På kort sigt er det naturligvis et tilbageslag, at vi mister vores stærkeste besætning. Omvendt er det vigtigt at træffe beslutningen nu og ikke et halvt år før OL. Vi har flere rigtigt dygtige sejlere i baghånden, og jeg tror på, at vi i længden kan opnå en fordel ved at ryste posten og kaste ny dynamik ind i vores 49er-gruppe. Der er stadig god tid til OL, og vi kan godt nå at skabe nye topbesætninger,” siger Thomas Jacobsen.

Han forventer, at det inden for ganske kort tid er afklaret, hvordan de nye landsholdsbesætninger kommer til at se ud.

Om Warrer og Lang
Jonas Warrer (35 år) og Peter Lang (25 år) har med en række gode resultater vist et stabilt niveau blandt de bedste 49er-besætninger i verden.

I 2014 har de opnået både en første- og en andenplads ved World Cup-stævnerne i henholdsvis Miami og på Mallorca.

I 2013 blev de nummer fem ved EM og nummer ni ved VM, foruden at de vandt et Europa Cup- stævne i Holland.

Jonas Warrer vandt OL-guld i 2008 sammen med Martin Kirketerp. Peter Lang vandt VM- og OL- bronze i 2012 sammen med Allan Nørregaard, der i dag er landsholdssejler i den nye OL-klasse, Nacra 17, sammen med Line Just.