Dansk Sejlunion



1. juni 2014 18:04 af Flemming Ø. Pedersen

Ligaen: Hellerup vinder foran KDY og Silkeborg

Vinderbesætningen fra Hellerup: Trine Abrahamsen, Ida Hartwig, Morten Halkier og Mads Christensen. Foto: Per Heegard

En tyvstart skabte spænding til det sidste, da Hellerup tog første stik ved Sejlsportsligaens åbningsstævne i Rungsted.

To sejladser var alt, hvad det lykkedes at gennemføre på en vindstille sidstedag af Sejlsportsligaens åbningsstævne i Rungsted.

Hellerup Sejlklub skulle forsvare føringen fra de to første dage, og det hele blev mere spændende, end Mads Christensen og besætning nok havde ønsket.

I dagens første sejlads vandt KDY med Lotte Meldgaard som skipper og lagde sig dermed på en midlertidig samlet førsteplads. Hellerup var på banen i næste sejlads - og blev ramt af en tyvstart, hvilket pludselig klubbens ellers komfortable førerposition til at vakle. 

Det lykkedes dog Hellerup at hive en tredjeplads i land, hvilket var nok til at holde KDY stangen. 

I slutstillingen endte Hellerup med 47 point som nummer et. KDY nummer to med 45 point, og Silkeborg Sejlklub nummer tre med 40 point.

Tillykke til Hellerup Sejlklub!

Se alle resultater og hele slutstillingen fra stævnet