Dansk Sejlunion



30. juni 2014 11:44 af Joakim Rechnitzer

Klubbåd først i Sjælland Rundt

sjaellandrundt.dk
KDY-holdet på Farr40'eren der kom først i mål i Sjælland Rundt. Foto: sjaellandrundt.dk

Farr40’eren APM fra KDY kom først i mål i Sjælland Rundt der i år havde deltagerfremgang efter målrettet arbejde fra Helsingør Sejlklub.

I 1984 deltog mere end 2000 både i Sjælland Rundt. Siden er det gået stødt nedad med deltagertallet. Det har en gruppe ihærdige frivillige i Helsingør Sejlklub dog tænkt sig at ændre på og det gav deltagerfremgang til årets tur rundt om Sjælland.

51 både var tilmeldt til den 67. udgave og heriblandt var der prominent deltagelse ved Volvo Ocean Race båden Brunel. Det hollandske hold med Brouwe Bekking som skipper brugte Sjælland Rundt som træning til det kommende VOR.

Det var dog en noget mindre båd der kom først over mållinjen. Farr40’eren APM, der er klubbåd i KDY, med skipper Chris Nørgaard var over en time hurtigere end en X-46.

KDY-holdet måtte dog se sig slået på præmietid med kun 8 minutter af netop X-46’eren Freedom med skipper Jacob Pociot. VOR-båden Brunel, der skulle den lange tur rundt om Sjælland, kom i mål som tredje båd.

Læs mere om distancesejladsen på sjaellandrundt.dk