Dansk Sejlunion



14. maj 2014 22:45 af Henrik Tang

TORM Ungdoms Grandprix

Årets første TORM Ungdoms Grandprix står for døren

Årets første TORM Ungdoms Grandprix sejles i weekenden d. 16.-18. maj.

KDY er arrangør af TORM Ungdoms Grandprix, hvor ca. 100 sejlere i klasserne Europe, Laser Standard, Laser Radial, 29er og Hobie Spi kæmper om placeringerne, som for nogle klasser har ekstra stor betydning.

Ved siden af, at placeringerne har betydning for den samlede stilling på TORM-ranglisten, er det forestående TORM Ungdoms Grandprix nemlig også udtagelse til YSWC (Youth Sailing World Championship) i klasserne Laser Radial og 29er.

Landsholdssamling før TORM Grandprix

I dagene op til TORM Ungdoms Grandprix holder Dansk Sejlunion landsholdssamling. Landsholdssejler i 49er FX-klassen Jena Mai Hansen ser flere fordele ved at lægge en træningslejr op til et TORM Ungdoms Grandprix.

”I forhold til selve træningslejren er det altid godt, når landsholdssejlerne mødes. Alle ser hinanden og hører, hvad der er sket siden sidst – vi er jo meget ude at rejse. Vi hører, hvad der sker i de forskellige klasser osv.

Det er en stor fordel for de unge deltagere i TORM Grandprix at være med til træningslejren eller at have trænet op til stævnet på andre måder – bl.a. for 29erne, der har meget fokus på, at der er udtagelse til YSWC til TORM Grandprix. Selvom de har meget fokus på udtagelse til YSWC, betyder det ikke, at udskillelsen har indflydelse på træningen. Faktisk er vi på tværs af klasser rigtig gode til at dele meget med hinanden og dermed også at få meget ud af hinanden. I de klasser, hvor der er udtagelse, kan man måske forestille sig, at det kan være svært at træne med hinanden, men min fornemmelse er, at vi faktisk når i mål både i de enkelte klasser og på tværs. Vi er gode til at snakke sammen på landsholdssamlingerne og får meget ud af hinanden på tværs af klasser, og det fokus kan man flytte med hen i stævnet bagefter – altså at man får sat træningen i perspektiv under et stævne lige efter intensiv træning.”

Udtagelse til YSWC

Videndeling er et af de væsentligste punkter for succesfulde udviklingsmiljøer i sejlsporten. Den Danske Model bygger på videndeling, samarbejde og erfaringsudvikling mellem sejlere. Modellen kan give dansk sejlsport et forspring i talentudviklingen – det beviser den store bredde blandt danske 49ere og 49FXere i verdensklasse, og denne kultur breder sig til andre klassers udviklingsmiljøer. Jena Mai Hansen fortsætter:

”Jeg har været træner for en del 29ere, og jeg ser et helt tydeligt billede af et godt træningsmiljø i klassen. Traditionen med Den Danske Model afspejler sig helt klart i 29er-miljøet. 29erne videndeler med hinanden – endda de dygtigste 29ere deler observationer af hinandens sejlads så tæt op mod udtagelsen til YSWC. Det gør, at vi får nogle rigtig stærke besætninger og viser også, at sejlerne i klasserne med udtagelse har rigtig stor selvtillid og potentiale."

Sejlsport for alle niveauer

Udover klasserne i TORM Ungdoms Grandprix deltager flere besætninger fra de olympiske klasser til stævnet i den kommende weekend. Det gælder 49’er, 49’er FX, Nacra 17, Finn-jolle, hvilket betyder, at stævnets samlede deltagerantal er ca. 140 sejlere.

I den modsatte ende af skalaen er det muligt at stifte det første bekendtskab med vandsport for nysgerrige folk, der lægger vejen forbi Rungsted Havn. Dansk Sejlunion står klar med en TORM-aktivitetstrailer, hvor interesserede kan prøve Stand Up Paddle og sit-on-top kajak med instruktion af kompetente instruktører.

Se mere om TORM Ungdoms Grandprix på KDYs hjemmeside.