Dansk Sejlunion



20. maj 2014 16:34 af Flemming Ø. Pedersen

Atea er Sejlsportsligaens hovedsponsor

It-virksomheden Atea har tegnet en treårig aftaler som hovedsponsor for Sejlsportsliagen.

Det bliver it-virksomheden Atea, der udfylder rollen som hovedsponsor for Sejlsportsligaen, der har sit første stævne i Rungsted om mindre end to uger.

Atea udvikler it-løsninger dækker bredt – fra grundlæggende kabling, datacenterdesign og netværk, til komplet it-infrastruktur. Virksomheden beskæftiger omkring 6.600 medarbejdere i Norden og Baltikum. Alene i Danmark beskæftiger Atea 1.400 medarbejdere.    

Altid på forkant
I en pressemeddelelse om sponsoratet skriver Atea:

Nyskabelsen af dansk sejlsport (Sejlsportsligaen, red.) ligger i tråd med Ateas evne til altid at være på forkant med fremtiden. I virkeligheden er der rigtig mange lighedspunkter mellem sejlsport og den disciplin, Atea udøver hver dag. Ateas kunder manøvrerer i uforudsigelige og komplekse situationer, hvor forholdene kan ændre sig på et splitsekund.

”For hele tiden at være på forkant med den næste udfordring, kræver det, at man har trænet målrettet og at udstyr er trimmet optimalt, så der er overskud til de strategiske beslutninger. Det er dét, der skaber vindere,” siger administrerende direktør Morten Felding, Atea, der er glad for, at Atea kan tegne en ny fremtid for dansk sejlsport gennem et mangeårigt sponsorat.

Ikke mulig uden Atea
I forhold til mange andre sportsgrene herhjemme er der i sejlsporten langt mere fokus på enkelte besætningers præstationer end på klubberne. Så ved at lade klubber konkurrere mod hinanden, bliver ligaen et nyt sportsligt samlingspunkt for alle sejlsportsinteresserede. Både for dem, som skal udgøre klubbernes besætninger i konkurrencen, og for alle dem, som støtter og hepper på deres klub.

”Der er altid plads til superstjernerne. Men i ligaen skal de tage resten af klubben med om bord i præstationerne. Alle bliver samlet i et fællesskab omkring konkurrencen. Det er en nyskabelse af hele sejlsportsverdenen, som ikke var mulig uden Atea,” siger Mads Kolte-Olsen, generalsekretær, Dansk Sejlunion.

18 sejlklubber fra hele landet konkurrerer i fire stævner hen over sommeren, som skal afsløre, hvem der er Danmarks bedste sejlklub. Startskuddet til ligaen lyder til det første stævne i Rungsted den 30. maj – 1. juni.