Århundredets sportsnavn Paul Elvstrøm er død - læs mere her...

Dansk Sejlunion



28. april 2014 23:18 af Henrik Tang

Ungdomscruise til Samsø

2013 Uge 29 Ungdomscruise
Foto: 2013 Uge 29 Ungdomscruise

Om 3 uger går det løs med et ”ungdomscruise”. Cruiset er en flotille-sejlads for unge sejlere - turen går til Samsø, og alt tyder på, at det bliver ganske festligt!

Unge sejlere mødes i kølbåde

En gruppe unge sejlere fra Kalundborg Sejlklub har taget initiativ til et ”Ungdomscruise” til Samsø i weekenden d. 24-25/5.

Setup er enkelt: ”Idéen er, at unge mødes og sejler sammen i kølbåde (lånt af forældre og venner) til Ballen på Samsø og mødes til hygge og fest.”, fortælles det på eventens Facebook-side og i netværket ”Ung til Ung”. 

Samsø ligger som bekendt i en overkommelig sejlafstand fra mange klubber i landet, og alt efter vind og vejr forventer initiativtagerne også, at de unge besætninger anløber henad lørdag eftermiddag for at deltage i festlighederne: ”Lørdag eftermiddag tændes der op i grillen, og unge sejlere vælter ind i Ballen. Planen lyder: Fest lørdag aften. Sejler hjemad søndag eftermiddag”.

Aktivitet i ”Ung til ung”-netværket

Initiativet til Flotille-sejladsen ”Ungdomscruise til Samsø” er taget af sejlere i netværket ”Ung til Ung”, som blev stiftet i forbindelse med en stor gruppe unge sejleres deltagelse på Dansk Sejlunions Klubkonference 2013.

Se mere om netværket ”Ung til Ung” på denne Facebook-gruppe.

Tilmeld dig ”Ungdoms-cruise til Samsø”, som løber af stablen d. 24/5, på eventens Facebook-side.