Dansk Sejlunion



26. april 2014 11:39 af Flemming Ø. Pedersen

Hyeres: Tre danske både i Medal Race

Maiken og Anne-Julie Schütt - klar til finalen i Hyeres. Foto: Mick Anderson

Baad/Thusgaard nummer tre, og Schütt-søstre er i deres første Medal Race. Også Warrer/Lang klemte sig med i finalen. Derimod tilbageslag for Rindom og Gunni i Laser Radial.

Efter en uges indledende sejladser er det lørdag afgørelsens time ved World Cup-stævnet i Hyeres. Resultatmæssigt har stævnet generelt været en lidt blandt fornøjelse for de danske sejlere.

Undtagelsen er 49erFX, hvor begge danske besætninger er klar til finalen. Ida Marie Baad og Marie Thusgaard præsterede en 2-7-3 serie og fastholder dermed en samlet tredjeplads.

”Vi er godt tilfredse med dagen,” skriver de på Facebook og tilføjer, at målet er at rykke en plads op på podiet til andenpladsen. Førstepladsen er for langt væk.

Schütt-søstre i første finale
En mindst lige så stor dansk succes er det, at Maiken og Anne-Julie Foght Schütt for første gang er klar til finalen ved et af de helt store stævner. De to Horsens-sejlere sluttede tilmed af fredag med at vinde sidste sejlads.

I 49er rundede Jonas Warrer og Peter Lang af med en 2. og en 3. plads i fredagens afsluttende to sejladser, og det var nok til at sikre dem en samlet niendeplads – og således adgang til finalen.

I Laser Radial er der til gengæld – og noget skuffende – ingen danske både med i Medal Race. Anne-Marie Rindom gled ned på en 11. plads og Sarah Gunni sluttede stævnet som nummer 15.

”Gi’ mig en hammer, så jeg kan slå mig selv i hovedet,” skriver Gunni frustreret på Facebook om de fejl, der fredag kostede de afgørende placeringer.

Se resultater fra World Cuå’en i Hyeres