Dansk Sejlunion



17. april 2014 09:07 af Flemming Ø. Pedersen

Horsens-sejlere i fælles sponsoroffensiv

Fire af de fem On Board-sejlere. Fra venstre: Maiken Schütt, Anne Marie Rindom, Anne-Julie Schütt og Anette Viborg. Den sidste på holdet er Martin Hjortlund.

Fem sejlere med tilknytning til Horsens Sejlklub har skabt et fælles brand. Målet er at samle det lokale erhvervsliv om sejlerne – og hjælpe dem til OL i Rio.

De danske topsejlere i OL-klasserne bliver stadigt mere bevidste om værdien af at stå stærkt over for sponsorer og samarbejdspartnere. 49er-gruppen skabt det fælles projekt ”49er Dream Team”, ligesom flere individuelle besætninger har opbygget stærke personlige sponsorrelationer.

Nyeste bud på en aktiv sponsorstrategi kommer fra fem ambitiøse Horsens-sejlere, der netop har lanceret ”On Board Horsens til OL Rio 2016”.

Fælles Horsens-brand
I stedet for hver især at jagte rundt efter de samme lokale sponsoremner, så har sejlerne besluttet at samle kræfterne om ét stærkt fælles Horsens-brand, der skal appellere til lokalområdets virksomheder, organisationer fonde mv. Som projektnavnet antyder, så er målet med det hele at få sejlere fra Horsens repræsenteret på det danske OL-hold i Rio i 2016. 

”Vi er klubkammerater gennem mange år, og vi er vant til at arbejde sammen. Vi fandt ud af, at vi godt kunne tage samarbejdet et skridt videre,” fortæller Anette Viborg, Nacra 17-sejler – og én af de fem.

AC-sejler i baghånden
De øvrige er hendes Nacra 17-makker Martin Hjortlund, de to 49erFX-søstre Maiken og Anne-Julie Foght Schütt og endelig Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom, der som den foreløbigt eneste i projektet har OL-erfaring – hun blev nummer 13 ved OL i 2012.

Sejlerne har et stærkt setup i ryggen. Christian Kamp, America’s Cup-sejler fra Horsens, er ambassadør for projektet, og Peter Bjerremand, erfaren lokal erhvervsmand, er ”on board captain”, der kan hjælpe sejlerne i dialogen med sponsoremnerne.

Lovende lancering
Projektet har eget logo og hjemmeside – og i det hele taget er der arbejdet grundigt og målrettet med tingene i ”On Board Horsens til OL Rio 2016”. Forleden blev projektet officielt lanceret ved et kick off-møde i Horsens Sejlklubs nyindviede klubhus.

”Der var fuldt hus i klubhuset, og vi fik den første aftale på plads allerede dagen efter – det var med en fond,” fortæller Anette Viborg og tilføjer, at der er yderligere lovende kontakter i støbeskeen.

Foruden sponsorater bliver der også udbudt sejladsevents til virksomheder. Også de mindste virksomheder – eksempelvis lokale butikker – er der plads til. De kan for få tusinde kroner købe adgang til brandet og dermed hænge en On Board-plakat op for at vise, at man er en del af netværket, der sætter Horsens på verdenskortet i Danmark.

Sportschef: Godt tænkt
Dansk Sejlunions sportschef Thomas Jacobsen har store roser til overs for Horsens-initiativet.

”Det er godt tænkt og godt udført. I sejlsport er økonomi en konstant udfordring, og det er vigtigt, at sejlerne selv viser mest mulig handlekraft i forhold til at komme ud over rampen med dét, de kan tilbyde samarbejdspartnere,” siger han. 

”Sejlsport er en kompleks idræt, hvor overblik, teknik, fysik og mental styrke skal gå op i en højere enhed. Det er nogle værdier, som også virksomheder kan spejle sig i. Når man så lægger det lokale lag ovenpå, så er det et virkelig stærkt budskab, som Horsens-sejlerne kommer med,” siger Thomas Jacobsen.