Dansk Sejlunion



3. marts 2014 13:24 af Joakim Rechnitzer

Ekstra sponsor til 49erFX europamestrene

Jesus Renado/SofiaMapfre
Foto: Jesus Renado/SofiaMapfre

Landsholdssejlerne Ida Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen får ekstra støtte af produktionsvirksomheden Kamstrup.

Europamestrene i den nye olympiske klasse 49erFX får nu ekstra saltvandsindsprøjtning til deres OL-kampagne. Ud over tilskud fra Dansk Sejlunion og Team Danmark støtter produktionsvirksomheden Kamstrup fra Skanderborg nu også Ida Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen.

”Det handler selvfølgelig om talent, men det handler lige så meget om indstilling og ambition. Man bliver ikke verdensmester, hvis man ikke fokuserer, handler, arbejder hårdt og går efter sit mål og det gør Ida og Marie i den grad! Det er helt i tråd med vores måde at arbejde og tænke på i det daglige. Og vi har stor respekt for unge talenter, som har viljen og drivet til at nå internationalt niveau,” siger Kamstrup direktør Per Asmussen.

Kamstrup har tidligere sponsoreret Laser-sejler Thorbjørn Schierup, som deltog i OL i London i 2012.

Følg Ida og Marie på idaogmarie.dk og facebook.com/IdaogMarie29erXX