Dansk Sejlunion



22. marts 2014 14:34 af Flemming Ø. Pedersen

Aarhus hyldede Ida og Marie

Fra venstre: kulturrådmand i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad, Ida Marie Baad Nielsen, Dansk Sejlunions næstformand Jens Erik Hansen, Marie Thusgaard Olsen og Bådmagasinets chefredaktør Søren Øverup. Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion

Fredag fik Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen overrakt diplom og vindercheck som anerkendelse for Bådmagasinet Årets Sejlsportsportspræstation 2013.

Aarhus Sejlklub havde sat alle sejl til, da klubben fredag eftermiddag hyldede de lokale helte Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen.

Klublokalerne på havnen var fyldte til sidste plads, da de to Aarhus-sejlere modtog prisen for Bådmagasinet Årets Sejlsportspræstation 2013.

Rådmand sagde tillykke
Som en særlig gæst havde sejlklubben inviteret Aarhus Kommunes kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R), som i sin hyldesttale blandt andet sagde:

”I har bevist, at I har evne og vilje til at nå store internationale resultater. Sidste sommer viste I jeres store talent frem for et hjemmepublikum her i Aarhus ved at sikre jer EM-guld. Det var imponerende. Ikke mindst set i lyset af jeres unge alder. Hvad kan det ikke blive til de kommende år? Jeg tror, vi kommer til at opleve jer kæmpe om medaljer ved OL. Eller måske ved VM i 2018 på hjemmebane,” sagde Rabih Azad-Ahmad med henvisning til, at Sailing Aarhus netop har søgt om værtskabet for det store ISAF 2018-VM for alle ti OL-klasser.

Fuldt fortjent
Dansk Sejlunions næstformand, Jens Erik Hansen, var næste taler i rækken. Han sagde blandt andet:    

”Jeres EM-guld var ubetinget årets bedste præstation i dansk sejlsport, og derfor er det fuldt fortjent, at vi hylder jer her i dag. Skal man sætte guldmedaljen lidt i perspektiv, ja så skal vi faktisk tilbage til 2009 for at finde den seneste EM- eller VM-guldmedalje til Danmark i en OL-klasse (Jonas Høgh, Finnjolle, red.). Det er med andre ord ikke noget, der sker hvert år,” sagde Jens Erik Hansen og fortsatte:  

”I er to fornemme eksponenter ikke bare for dansk sejlsport, men for dansk idræt i det hele taget. I er kendetegnet ved at træne i timevis dag ind og dag ud hele året, og I er bevidste om, at selv om man vinder én guldmedalje, så kommer der ikke automatisk flere. Der skal arbejdes med sagerne.”

”Og det skal der især i 49erFX, der er en opadgående klasse med flere og flere dygtige sejlere, der retter blikket mod OL i Rio. Men med den vilje, gejst og målrettede indsats, som I leverer – og med jeres positive tilgang til sejlsport – så er der al mulig grund til at tro på, at I mange år frem bliver to fantastiske repræsentanter for sejlsporten og for idrætten i Danmark,” sagde Jens Erik Hansen.

Viljen til at træne
Også Bådmagasinets chefredaktør, Søren Øverup, fremhævede de to sejleres store vilje til at yde det nødvendige under træningen:

”Hver dag året rundt, kloden rundt, er der besætninger, der tager på vandet med det mål at slå jer. Når man har dét i baghovedet, så kommer man også selv ud over bakkerne, og jeg ved, at I er rigtigt gode til at yde den hårde indsats på vandet,” sagde Søren Øverup, inden han overdrog en gigantisk gavecheck på 25.000 kr. – sponsoreret af Bådmagasinet. 

Tak fra Ida og Marie
Til sidst tog dagens to hovedpersoner selv ordet. Først Marie Thusgaard Olsen:

”Mange tak til Dansk Sejlunion, til Bådmagasinet og til de, de har indstillet os til prisen. Det var helt vildt stort for os ikke bare at vinde EM, men også at sejle her på hjemmebane i Aarhus. Finalesejladserne foregik lige her uden for havnen, der var mange tilskuere, og hver gang vi rundede et mærke, kunne vi høre folk klappe – det var en stor oplevelse og gav lidt ekstra energi.”

Ida Marie Baad Nielsen:  

”Vi vil gerne takke Finn Beton Jensen, som var vores træner ved EM, og som har gjort en kæmpe indsats for ungdomsarbejdet her i Aarhus. Vi vil også gerne takke vores træningsgruppe – vi har et utroligt godt samarbejde med de to andre danske besætninger.”

”Tak også til Peter Hansen, vores træner i det daglige. Og tak til Henrik Voldsgaard, der hjælper os med alt det, der ligger ved siden af sejlsporten, fx vores hjemmeside. Og til sidst selvfølgelig en stor tak til vores sponsorer, Breaking The Waves, vores hovedsponsor, og Lindberg, Kamstrup og TORM. I er med til at sikre, at vi kan køre en kampagne, som vi tror på, er det optimale for os. Og som vil bringe os til OL i 2016,” sagde Ida Marie Baad Nielsen.