Dansk Sejlunion



31. marts 2014 22:44 af Joakim Rechnitzer

Årets første internationale sejlsportsmedalje i hus

Arkivfoto
Foto: Arkivfoto

Lars Hendriksen, Kleen Frithjof og Anders Bagger vandt EM i Drage ud for San Remo i Italien.

En elementær fejl var tæt på at koste Lars Hendriksen sit andet EM-guld i Dragen som skipper. Flere både tyvstartede i sidste sejlads, og besætningen om bord på den danske Drage troede fejlagtigt, at feltet var kaldt tilbage til en omstart.

Imens Lars Hendriksen, Kleen Frithjof og Anders Bagger var vendt tilbage mod startlinjen fortsatte feltet dog mod topmærket. Den danske båd opdagede fejlen og optog en hektisk jagt på konkurrenterne blandt de 84 både.

Det lykkedes på den lange bane for Hendriksen at sejle sig op til 13. pladsen, kun tre placeringer efter Markus Wieser der samlet sluttede på andenpladsen. Guldet var dermed sikret for KDY-sejlerne med en margin på to point.

Lars Hendriksen vandt i 2006 EM-guld og VM-sølv i 2009 i drageklassen.

Dansk Sejlunion ønsker medaljetagerne tillykke!

Se EM-resultaterne her…