Dansk Sejlunion



2. februar 2014 00:17 af Flemming Ø. Pedersen

Triumf for Warrer og Lang i Miami

Foto: US Sailing Media Center

49eren med Jonas Warrer og Peter Lang har vundet årets første World Cup-stævne. Tre gode præstationer i de afsluttende finalesejladser sendte danskerne helt til tops. Også dansk top-tre placering i Laser Radial

Sent lørdag fik dansk sejlsport den bedst tænkelig start på 2014-sæsonen. Det skete, da 49eren med Jonas Warrer og Peter Lang sluttede med sejr ved World Cup-stævnet i Miami, USA.

Med tre gode placeringer som nummer 6, 4 og 3 i lørdagens tre finalesejladser strøg danskerne forbi deres nærmeste konkurrenter fra USA og Storbritannien i den samlede stilling. 

”Vi havde god fart i båden og sejlede med overskud i de sidste sejladser, hvor vi prøvede at holde os ude af problemer,” sagde Peter Lang om triumfen – den hidtil største sejr, han har opnået sammen med Jonas Warrer. De to har sejlet sammen godt et år.  

”Vi er på rette vej og kan se, at nogle af de ting, vi arbejder med, begynder at virke,” sagde Lang, der sammen med Jonas Warrer nu skal hjem og forberede sig til de næste opgaver, blandt andre World Cup-stævner i Frankrig og på Mallorca. Sæsonens store mål er VM, der sejles i Spanien til september. 

Anne-Marie Rindom på podiet 
Sejren i Miami var den første World Cup-sejr til de mandlige danske sejlere siden 2012. Også dengang kom sejren i 49er og med Jonas Warrer i båden, dog med Søren Hansen som gast. 

Stævnet i Miami bød på yderligere en dansk podieplacering. I kvindernes Laser Radial sluttede Anne-Marie Rindom på en sammenlagt tredjeplads – en af karrierens bedste resultater for den talentfulde Horsens-sejler, der deltog ved OL i London. 

Den anden danske Radial-sejler ved stævnet, Sarah Gunni, kunne desværre ikke fuldføre stævnet på grund af en knæskade. 

Øvrige danske placeringer
I 49er bød Miami-stævnet på en opløftende præstation af brødrene Mads Emil og Christian Peter Lübeck, der kvalificerede sig til finalesejladserne, hvor de sluttede af med tre 8. pladser og en sammenlagt niendeplads i slutstillingen. 

Jonathan Bay og Christopher Thorsell sluttede som nummer 21. 

I 49erFX blev Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen bedst placerede danske båd på en femteplads, efter en 1-8-8 serie på finaledagen. Ida Marie Baad og Marie Thusgaard lavede 5-1-9 i finalen og sluttede samlet somnummer otte.

Maiken og Anne-Julie Foght Schütt sluttede som nummer 17.

Nacra 17 uden for finalerne
Miami var første store test for tre nye besætninger i Nacra 17. Ingen af dem var tæt på at komme i finalen, men ifølge sportschef Thomas Jacobsen nåede de danske både at vise lovende takter undervejs i stævnet. 

Med en samlet 20. plads blev Allan Nørregaard og Line Just bedste danske båd, mens Anders Thomsen/Lin Ea Cenholt sluttede som nummer 27 og Anne-Line Lyngsø/Søren Kristensen som nummer 28 i feltet på i alt 31 besætninger. 

Alle resultater ses her...