Dansk Sejlunion



2. februar 2014 12:38 af Flemming Ø. Pedersen

Syv J/70 bestilt til Sejlsportsligaen

J/70 - bådtypen, som Dansk Sejlunion nu har bestilt syv af til den kommende Sejlsportsliga.

Dansk Sejlunion har nu afgivet bestilling på syv J/70-både til brug i den kommende Sejlsportsliga. J/70 har de bedste egenskaber efter en samlet vurdering, siger Mads Kolte-Olsen, generalsekretær i Dansk Sejlunion.

Når Sejlsportsligaen skydes i gang den 30. maj i Rungsted, kommer sejladserne til at udspille sig i felter med seks J/70-både. Dansk Sejlunion har nu afgivet ordre til producenten J/Boats på i alt syv J/70 til brug for sejladserne i ligaen. 

”Der er en række gode grunde til, at J/70 er det oplagte valg som ligabåd,” siger Mads Kolte-Olsen, generalsekretær i Dansk Sejlunion. 

”J/70 er i dag en af verdens hurtigst voksende bådklasser, og den vil om få år have et betydeligt marked i Europa. Det er en båd, der kan appellere til både unge og til mere erfarne sejlere, og det er en båd med en høj konstruktionskvalitet, hvilket i længden har stor betydning i forhold til vedligehold,” siger Mads Kolte-Olsen.

Tæt samarbejde med tyskerne
Helt afgørende i valget af J/70 er de gode erfaringer med båden fra den tyske Segelbundesliga.

”Den tyske liga har sejlet J/70 i sin første sæson – med gode erfaringer. Her i 2014 udvider tyskerne til tre divisioner. Alt sammen bliver sejlet i J/70. Derfor er bådtypen et sikkert valg for den danske sejlsportsliga. Allerede i dag har vi et tæt samarbejde med tyskerne. Med J/70 kommer vi også til at kunne sejle mod dem,” siger Mads Kolte-Olsen.

Bæredygtig model
En central forudsætning for at bestille bådene har været at sikre det økonomiske fundament bag købet.

”Vi er nået til et punkt, hvor vi med fuld ekstern finansiering har skabt en bæredygtig model for køb og drift af både og ligasejlads,” siger Mads Kolte-Olsen og understreger dermed, at Sejlsportsligaen og købet af bådene ikke påvirker andre aktiviteter i Dansk Sejlunion.

Med den afgivne ordre er der fra J/Boats’ side givet garanti for, at bådene er leveret i rette tid før ligaens opstart den 30. maj. På dagen vil de 18 klubhold for første gang få mulighed for at afprøve ligabådene, før sejladserne skydes i gang.

Klubbåd – et andet projekt
Mads Kolte-Olsen understreger, at valget af ligabåd ikke er ensbetydende med, at Dansk Sejlunion dermed har truffet valg af anbefalet klubbåd.

”Ligaen bliver en stærk løftestang for udvikling af et levende sportsbådsmiljø i dansk sejlsport. En del af denne udvikling er investering i klubbåde. Dansk Sejlunion anbefaler sejlklubberne at investere i sportsbåde,” siger han og tilføjer:

”Anbefalingen af en konkret bådtype skal selvfølgelig være realistisk og ansvarlig i forhold til sejlklubbernes økonomi. Vi arbejder på en finansieringsmodel, som kan bane vej for klubbernes køb af en sportslig attraktiv klubbåd. Men der er ikke endnu truffet nærmere beslutninger,” understreger Mads Kolte-Olsen.