Dansk Sejlunion



27. september 2013 13:46

Klubtræning i Skive skaber verdensmestre

Skive Windsurfing Klub har så stor succes med deres klubtræning, at det har givet flere mesterskabstitler til klubben de seneste år.

19-årige Christian Justesen (foto th) vandt i år Ungdoms VM i Formula og det med VM-guld som junior i bagagen. 21-årige Sebastian Kornum (foto tv) har ligeledes vundet verdensmesterskaber i både ungdoms- og juniorkategorien.

Herudover har de to windsurfer den lighed, at de træner i Skive Windsurfing Klub.

"Det er ikke nogen tilfældighed, at det lige er de to der vinder mesterskaber - de kører efter samme træningsprogram og træner sammen," fortæller Sebastians far Torben Kornum, der ligesom Christians far Christen er frivillig træner i klubben.

"Det altafgørende er, at de begge har forældreopbakning - vi har valgt at prioritere efter drengenes sejladser. I stedet for at sende dem rundt i landet og verden for at opsøge træningsmiljøer, så laver vi træningen her i Skive. Vi inviterer folk udefra ind til træningen, og de ved det er god træning, og det er gratis at være med," forklarer Torben Kornum.

Annoncerer træning på Facebook
Klubben annoncerer træningstider på Facebook så alle interesserede kan følge med. Når chancen byder sig så inviteres der også eksperter ind som inspiration til den daglige træning.

"Vores miljø kører meget på, at det skal være sjovt og motiverende at komme i klubben til træning. Alle skal gå derfra med en god oplevelse ud fra surfsportens kultur og præmisser," fortæller Torben Kornum, der selv har en fortid blandt surfsportens topsejlere.

Næste generation på vej
Skive Windsurfing Klub har en bruttotrup på ca. 20 windsurfere der kommer og træner. Mens klubben to verdensmestre har taget skridtet mod mere træning og flere stævner i udlandet, er næste generation i klubben så småt på vej mod nye internationale resultater.

Næste år vil Skive Windsurfing Klub ud over et målrettet træningsmiljø udvide aktiviteterne med stævner.

Læs mere om windsurfingklubben på skiw.dk og bliv inspireret af deres kommunikation på den åbne Facebook-gruppe.