Dansk Sejlunion



23. september 2013 17:03

Følg med i 49er og 49erFX VM

Tirsdag går starten på de olympiske skiff-klassers VM i franske Marseille. Vi følger de danske medaljehåb tæt her på sejlsport.dk.

Fire danske 49erFX-besætninger og fem 49er-besætninger stiller til start ved VM i Marseille tirsdag. Lige knap 100 både stiller til start i 49er-feltet, mens 49erFX, der sejler deres første VM, er oppe på 52 registrerede besætninger.

Følgende danske besætninger deltager:

49erFX
Maiken Foght Schütt og Anne-Julie Foght Schütt
Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen
Lin Ea Cenholt og Line Just
Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen

49er
Allan Nørregaard og Anders Thomsen
Tobias Hemdorff og Søren W. Christensen
Jonathan Bay og Christopher Thorsell
Mads Emil Lübeck og Christian Peter Lübeck
Jonas Warrer og Peter Lang

Format testes igen
Skiff-klasserne har endnu engang sat sig for at teste nyt format for at gøre sejladsserien mere spændende. Allerede på tredjedagen for 49ernes kvalifikation vil feltet blive delt i et guld- og sølv-felt. Ønsket er at de 20 bedste både får så mange sejladser mod hinanden gennem serien. Herefter fortsætter et udskillelsesløb i semifinalerne frem mod finalen søndag. Mere detaljeret formatbeskrivelse kan ses på
49er.org.

Følg med
49erne er programsat til start kl. 11.00 tirsdag, mens 49erFX tidligst starter kl. 13.

Hele herligheden kan følges med tracking på 49er.org, mens der på sejlsport.dk/direkte opdateres løbende via Sejlunionens Twitter-konto samt Facebook-side.

Vil du give et hep med til de danske sejlere på sejlsport.dk/direkte benyt hashtag #sejlerFAN.

Foto: Joakim Rechnitzer/Dansk Sejlunion.