Dansk Sejlunion



29. september 2013 17:58

49er VM slutter uden dansk succes

Medaljechancerne glippede på finaledagen ved 49er-klassernes VM i Marseille. To syvendepladser blev udbyttet til slut for de danske VM-besætninger.

Tre danske både havde medaljepotentiale før søndagens finalesejladser ved VM i 49er og 49erFX. Desværre glippede chancen for dem alle tre.

Tættest på var europamestrene Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen, som med en 2. plads i anden finalesejlads sejlede sig helt tæt på podiet. Pointene var uhyre tætte - fem både lå side om side.  

I sidste sejlads kom danskerne godt fra start, men ved topmærket blev de fanget i tæt trafik og måtte gå bag om konkurrenterne. Det sendte dem ned i bunden af feltet, hvorfra de aldrig kom tilbage. Dermed forsvandt medaljechancen.

Blandet følelse
"Det er en lidt blandtet følelse at stå med nu. Vi synes ikke, vi har følt os som en del af topkampen gennem stævnet. Men i dag var chancen der pludselig alligevel. Og vi når næsten at tænke i sidste sejlads, at medaljen er hjemme - men så får vi os ikke positioneret godt nok ved topmærket. Det koster for mange placeringer," sagde Ida Marie Baad Nielsen.

"Vi er ikke vildt skuffede. Som forholdene har været hernede med let luft fem ud af seks dage, så har det ikke været optimalt for os. Til gengæld ved vi også, at vi må fokusere noget mere på at blive bedre i netop let luft. Både på kryds og læns," tilføjede Marie Thusgaard Olsen.  

Ida Marie og Marie sluttede VM på en samlet syvendeplads - ti point fra bronzepladsen. Den anden danske finalebåd med Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen havde det svært i den lette luft på finaledagen. Samlet blev de nummer ti.

Nørregaard savnede blæst
Heller ikke i 49er-klassen var der dansk succes. Allan Nørregaard og Anders Thomsen havde på forhånd de bedste medaljemuligheder fra deres fjerdeplads før finaledagen. Men tre placeringer som 7, 6 og 9 ødelagde mulighederne. Samlet sluttede de på en syvendeplads.

"Jeg er lidt skuffet lige nu. Vi havde en medaljechance, og vi gik efter det, men de små ting, der skal lykkes, faldt ikke ud til vores fordel. Vi ville gerne have haft lidt mere luft, end der var i dag," sagde Allan Nørregaard og fortsatte:.

"På den lange bane er en syvendeplads ved VM ikke noget dårligt resultat. Anders og jeg har sejlet sammen i mindre end et år, så vi vil helt sikkert stå stærkere, når vi ser lidt længere frem."

Små fejl straffet hårdt
Jonas Warrer og Peter Lang sluttede VM på en samlet niendeplads - efter, de ellers var med helt i front de første dage.

"Sejladserne er utroligt tætte i dag, og små fejl bliver straffet hårdt. Vi må hjem og analysere på, hvordan vi kommer videre herfra. Noget tyder på, at nogle af de andre havde et andet trim, som de havde bedre held med under de her forhold," sagde Jonas Warrer og kaldte det en "fesen følelse" at slutte VM et godt stykke fra målet om medalje.

VM blev en stor triumf for de new zealandske sejlere. OL-sølvinderne Peter Burling og Blair Tuke levede op til favoritværdigheden og vandt titlen i 49er foran landsmændene Hansen og Porebski. En fransk besætning tog bronzemedaljen.

Også guldet i 49erFX skal til New Zealand - i kufferten hos Maloney og Meech. Sølv til en brasiliansk båd, mens bronzen var fransk. 

Danske slutplaceringer ved VM
(dagens sejladser med fed)

49er
7.  Allan Nørregaard/Anders Thomsen
(4, 29, 5, 2, 17 - 2, 7, 15, 13, 5, 5, 2, 5, 7, 6, 9)
9.  Jonas Warrer/Peter Lang
(1, 1, 6, 3, 15 - 13, 1, 9, 21 (dq), 9, 13, 4, 14, 10, 8, 8)

49erFX
7.  Ida Marie Baad/Marie Thusgaard
(22, 5, 5, 13, 9, 3 - 12, 15, 2, 5, 14, 2, 1, 4, 8, 2, 8)
10. Jena Mai Hansen/Katja Salskov-Iversen
(2, 4, 11, 18, 13, 18 - 10, 1, 11, 6, 11, 1, 12, 14, 9, 6, 5)

Se slutstillingen fra VM
 

Billedet: Ida Marie Baad og Marie Thusgaard i gang med sidste af de tre finalesejladser ved VM. (Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion)