Dansk Sejlunion



2. august 2013 12:49

Whiskeyproducent giver 100.000 til Match Racing Denmark

Penge fra Johnny Walker skal bruges til at udvikle talenter inden for matchracesejlads i Danmark, siger Jens Henrik Lund, adm. direktør i Match Racing Denmark.

Trods travlhed i disse dage med de sidste forberedelser til Nations Cup, der sejles i Middelfart i næste uge, så havde Match Racing Denmark torsdag en god anledning til at lægge vejen forbi København, hvor luksusyachten John Walker & Sons Voyager havde lagt til kaj ud for Amaliehaven.

Donation på 50.000 kr.
Ved en reception om bord på båden fik Match Racing Denmark tildelt en donation på 50.000 kr. skænket af whiskeyproducenten Johnny Walker. OL-sølvvinder Jonas Høgh-Christensen overrakte pengene på en gavecheck i overstørrelse.

Ekstra 48.000 kr.
Senere på dagen var der auktion over to eftertragtede flasker Johnny Walker "Odyssey". De blev solgt for henholdsvis 23.000 og 25.000 kr. - penge, der blev lagt oven i donationen.

Samlet set resulterede dagen således i et beløb tæt på 100.000 kr., der skal gå til udvikling af matchracesporten i Danmark.

Udvikling i svær disciplin
"Match Racing Danmark har altid værnet om talenterne i dansk matchrace, og denne donation vil bliver brugt til at give vores unge sejlertalenter bedre rammer for at udvikle sig i den svære disciplin, som match race er," sagde adm. direktør i Match Racing Denmark, Jens Henrik Lund, og uddybede:

"I matchrcing er det ikke materiellet, der er afgørende, idet det altid stilles til rådighed af arrangørerne. Til gengæld stiller det uhyre store krav til besætningerne, som skal være yderst skarpe som team og kunne omstille sig til nye både konstant."

Baggrund for donation
"Vi har i Danmark meget stolte traditioner inden for skibsfart og sejlsport. Alle ved, hvor mange ressourcer og hvor meget tid, det kræver for en sejler at nå verdenseliten. Det vil vi gerne støtte ved at yde en donation til dansk elitesejlsport," sagde Bo Lundberg, Nordic Director i Diageo.

Diageo er verdens største spiritusproducent og ejer en lang kendte mærker, blandt andre Gordon's, Smirnoff, Baileys foruden naturligvis Johnny Walker.