Dansk Sejlunion



7. august 2013 00:17

Europe VM – Livbjerg-søskende helt fremme

Sønderborg Yacht Club er vært for Europajollernes VM. Efter de første fire sejladser har Mathias og Anna Livbjerg lagt sig i front.

Kaløvig-sejleren Mathias Livbjerg har fået en forrygende start på Europajollernes VM. Tre 1. pladser og en 2. plads er han noteret for efter de første fire sejladser ved stævnet, der foregår i Sønderborg.

Resultaterne rækker naturligvis til en samlet førsteplads indtil videre - dog kun to placeringspoint foran nordmanden Lars Brodkorb. Herefter er der et spring ned til de næste i rækken, blandt andre erfarne Søren Johnsen, Skive, på en fjerdeplads og Frederik Rask, Skovshoved Sejlklub.

Der er 86 sejlere fra ti nationer til start hos herrerne.  

Seks danskere i top-ti
Hos kvinderne er Anna Livbjerg, Kaløvig Bådelaug, med en 2-1-2-1 serie på en delt førsteplads med Togores fra Spanien. Den nykårede ungdomseuropamester Trine Bentzen, Vedbæk Sejlklub, ligger nummer fire foran yderligere fire danskere - Christina Andersen, Josefine Smedegaard, Anna Munch og Kristine Mauritzen.

67 sejlere fra 11 nationer er til start i rækken.

VM-sejladserne i Sønderborg fortsætter torsdag. 

Se alle resultater fra stævnet

Billedet: Mathias Livbjerg, Kaløvig Bådelaug (arkiv). Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion