Dansk Sejlunion



26. august 2013 12:51

49er: Dansk dominans ved German Open

Danske besætninger på fem ud af seks podiepladser ved stævne i Tyskland.

Her en måned føre årets VM har de danske besætninger i 49er og 49erFX pudset formen af ved German Open. 

Stævnet blev sejlet over tre dage i Flensborg Fjord - med 19 både i 49er-feltet og ti i 49erFX. Langt de fleste tyske, dertil otte danske samt en new zealandsk og en norsk båd. 

Det hele sluttede søndag med total dansk dominans.

I 49erFX besatte de danske besætninger alle tre podiepladser. Europamestrene Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen vandt efter et tæt opgør undervejs foran Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen.

På tredjepladsen fik søstrene Maiken og Anne-Julie Foght Schütt deres hidtil bedste stævneresultat. 

Warrer og Lang til tops
Hos herrerne var det Jonas Warrer og Peter Lang, der sluttede øverst på skammelen efter overbevisende sejlads med top-tre placeringer i ni ud af de 12 sejladser.

Også Jonathan Bay og Christopher Thorsell havde et godt stævne med en samlet tredjeplads. Allan Nørregaard og Anders Thomsen blev nummer fem. 

VM i 49er og 49erFX begynder den 24. september i Marseille, Frankrig.

Billedet: Jonas Warrer og Peter Lang flankeret af en tysk besætning på andenpladsen samt treerne - Jonathan Bay og Christopher Thorsell.