Dansk Sejlunion



9. juli 2013 08:32

En forgyldt søndag i Aarhus

Guldmedaljen til Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen satte et perfekt rødhvidt punktum for en lille uge med verdensklassesejlads i Aarhus. Næste mål for de nye 49erFX-europamestre er VM i september.

Det var en herlig søndag langs havnepromenaden i Aarhus.

Masser af tilskuere fulgte og klappede med, da Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen som netop nyslåede europamestre i 49erFX tog turen fra bugten og ind til slæbestedet, hvor familie, venner, trænere og presse stod klar til at tage imod.

"Det var helt vildt. Og så på hjemmebane med alle de mennesker. Vi har aldrig oplevet noget lignende," jublede Ida Marie Baad Nielsen.

"Det er fantastisk at få lov at prøve - og vi ved jo ikke, om det sker for os igen," supplerede Marie Thusgaard Olsen, da de søndag eftermiddag - efter en del ventetid med manglende vind og udsatte sejladser - kunne lade sig hylde som de første titelindehavere overhovedet i den nye OL-klasse.

Brasilien var farlig
Triumfen var samtidig Danmarks første mesterskabsguld i en OL-klasse siden Jonas Høgh-Christensens VM-titel i Finnjolle i 2009.

Ida Marie og Marie havde et ganske solidt 11 points forspring før de tre finalesejladser. Tættest på at true guldet var den brasilianske båd.

"Vi var nok lidt bekymrede for brasilianerne, fordi vindforholdene var næsten de samme som lørdag, hvor de lavede placeringer som 1 og 2. Men vi gik ikke ud for at sejle direkte på dem. Vores taktik var at sejle tre gode sejladser, hvor vi helst skulle ligge foran og slå ovenpå feltet," sagde Marie Thusgaard Olsen.

Afgørelse i anden sejlads
Taktikken lykkedes til fulde i anden finalesejlads, som danskerne førte fra start til mål. Dermed var guldet placeret, og Ida Marie og Marie levede dermed op til deres egen målsætning før stævnet, hvor de ikke var bange for at tale rent ud om deres gulddrømme.

"Det er fedt at have et mål, gå efter det, og så lykkes med det. Det er kæmpestort," fastslog Marie Thusgaard.

De to Aarhussejlere fremhæver selv starterne med god pejling af linjen og høj acceleration som den vigtigste nøgle til EM-titlen. Også topmærkerundinger og vendinger er punkter, som de har trænet intensivt - og hvor de har mærket en forskel i forhold til kokurrenterne.

Næste store mål for de to VM, der sejles i Frankring til september.

"Nu holder vi to ugers sommerferie, og så begynder forberedelserne til VM," sagde Ida Marie Baad Nielsen.        

Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion