Århundredets sportsnavn Paul Elvstrøm er død - læs mere her...

Dansk Sejlunion



29. juli 2013 12:00

Dansk EM-titel og VM-sølv

EM for OK-joller blev en tæt danskerduel i toppen - med Bo Petersen som ny europamester. Også de talentfulde Bjørnholt-brødre har igen leveret et topresultat med sølv ved VM for Hobie Wild Cat.

De seneste dage har budt på flere danske topresultater ved mesterskabsstævner i de internationale klasser.

I franske Carnac har OK-jollerne i den forløbne uge sejlet om Europamesterskabet. Stævnet udviklede sig til en tæt duel mellem de to danskere - Stefan Myralf og Bo Petersen.

Der var kun et enkelt point mellem de to før finaledagen, hvor der imidlertid ikke blev sejlet på grund af manglende vind. Dermed blev der ikke ændret yderligere i stillingen. Bo Petersen er ny Europamester, sølv til Myralf.

Ifølge en pressemeddelelse fra stævnet havde de to danskere fordel af deres nye Soto-joller, der skød god fart under de lette vindforhold i Bretagne.  

Veteranen Jørgen Lindhardtsen blev tredjebedste dansker i feltet med en samlet niendeplads.

Sølv til Bjørnholt-brødre
Også i nordtyske Travemünde har danske sejlere leveret et fornemt resultat inden for de seneste dage.

Tvillingerne Nicolaj og Daniel Bjørnholt, Svendborg Sunds Sejlklub, deltog i VM for Hobie Wild Cat. Feltet talte 22 deltagende både, heraf flest tyske foruden besætninger fra blandt andet Frankrig, Australien og Sydafrika. Tre danske både var med.

Guldkampen blev et tæt opgør mellem Bjørnholt-brødrene og en fransk båd - med sidstnævnte som endelig vinder, blot to point foran den danske besætning.

Dansk Sejlunion ønsker tillykke til de danske medaljevindere og til Bo Petersen med EM-titlen. 

Billedet: To danskere og en svensker på sejrsskammelen med EM for OK-joller.