Dansk Sejlunion



29. juli 2013 13:57

49er Ungdoms-VM - to danske femtepladser

Både Lübeck-brødrene i 49er og Lin Ea Cenholt/Line Just i 49erFX var med fremme ved VM-stævnet i Polen.

Gdynia på den polske Østersøkyst har den seneste uge haft værtsskabet for Ungdoms-VM i de to OL-klasser 49er og 49erFX. Fra Danmark deltog tre besætninger.

49erFX-feltet talte 12 besætninger. Guldet endte i Finland, mens den danske båd med Lin Ea Cenholt og Line Just opnåede en samlet femteplads efter en stabil serie med placeringer midt i feltet.

Hos 49erne var 32 både til start. Brødrene Mads Emil og Christian Peter Lübeck, der for nyligt leverede en fin figur med en 21. plads ved EM i Aarhus, var godt med fremme og sluttede på en samlet femteplads - uden at være helt tæt på medaljerne.

På deres facebookside skriver brødrene:

"Femtepladsen er ok. Hele stævnet var stærkt præget af svage vindforhold, hvilket gav svære betingelser for favoritterne - herunder os. Vores mål før stævnet var en plads i top-tre, men desværre var det ikke vores tur til at brilliere denne gang!"  

Guldet blev vundet af en spansk besætning.

Den anden danske 49er med Tobias Hemdorff og Christian Gormsen havde som nydannet konstellation svære bestingelser og sluttede som nummer 31 og næstsidst.

Næste store prøve for de to to49er-klasser er VM, der sejles i Marseille, Frankrig, fra den 21. september. 

Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion