Dansk Sejlunion



8. juni 2013 03:03

Sommeraktiviteter for unge sejlere

Hvert år samarbejder Dansk Sejlunion med en lang række klubber om at afvikle sommeraktiviteter for børn og unge sejlere. Igen i år er udbuddet stort, alsidigt og med tilbud, der henvender sig til alle aldersgrupper.

Nogle nøgleord for succeser i sejlsport er "oplevelse" og "samvær". Det er på vandet, de store oplevelser sker, og oplevelser bliver altid større, hvis man deler dem med andre!

Hvis du er ung sejler, har du alle tiders mulighed for at bruge din ferie på at få nogle fede oplevelser med andre sejlere på din egen alder til dette års sommeraktiviteter i klubberne. Herunder kan du se et par korte beskrivelser og eksempler.

Sommercamps - jollesejlads og windsurfing

Sommercamp_2013.pngSommerferien er det absolut bedste tidspunkt til sejlads. Vejret er for det meste godt, vandet er varmt, og det er ferie. Det giver nogle fantastiske muligheder for at dyrke sin interesse på vandet. Faktisk er mange børn og unge sejleres erfaring, at de har fået mere tid på vandet på en sommercamp, end de ellers har fået til fx ugentlig træning i klubben over en hel sæson!

Igen i år har mange klubber lavet sommercamps, som henvender sig til alle unge sejlere, der har lyst til at hænge ud med vennerne flere dage i træk med overnatning, natløb og meget andet, hvor man får en masse oplevelser sammen.

Sommersejlads - åben klub i dagtimerne

sommersejlads.pngI mange klubber fortsætter det ugentlige sejladstilbud i sommerferien. Nogle klubber har valgt at udvide tilbuddet, så klubbens og naboklubbernes sejlere kan komme og sejle i dagtimerne gennem en hel uge i træk. Aktiviteterne til "Sommersejlads" er vidt forskellige fra den ene klub til den anden. Fællesnævneren for de forskellige aktiviteter er, at det bliver en stor oplevelse med mange timer på vandet.

Flotillesejlads i kølbåd for unge sejlere

Flotilliesejlads.pngEr du ung sejler i alderen 15-25 år, og vil du med på eventyr i kølbåd i uge 29? Så er dette års flotille-sejlads for unge måske noget for dig? Turen starter i Frederiksværk, og hvor vinden bærer dig hen, er ikke til at sige. Én ting er dog sikkert: du får en forrygende oplevelse med en masse sejlads og hygge med andre unge sejlere! 

Sidste udkald for tilmelding

Sommerferien er en unik mulighed for oplevelser og samvær for børn og unge i sejlsporten, og det lægger mange klubber energi i.

Tilmeldingsfristen til de fleste sommeraktiviteter er d. 17. juni. Mange af aktiviteterne er allerede udsolgt, og der er få ledige pladser til mange af sommeraktiviteterne.

Det er blevet tid til at komme til tasterne for at tilmelde sig dette års sommeraktiviteter!

Klik på banneret til højre for at se alle sommeraktiviteterne i 2013.