Dansk Sejlunion



13. juni 2013 23:56

Nygaard: Dansk Sejlunion gør en forskel

Formand for Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard, fremhævede i sin jubilæumstale fire forhold, hvor Dansk Sejlunion gør en forskel.

Referat af DIF-formand Niels Nygaards tale:

Tillykke til Dansk Sejlunion.

Det er en stor glæde at have Dansk Sejlunion med som en del af DIF-familien. Med indsats og engagement er Dansk Sejlunion med til at gøre en forskel.  

Jeg vil især fremhæve fire forhold, hvor Dansk Sejlunion markerer sig:

For det første som initiativtager til en breddeidræt, der udgør en sikker havn for omkring 60.000 aktive. Som sejler kan man i princippet passe sig selv og sejle ud med sin båd. Men i kraft af det engagement og den inspiration, som Dansk Sejlunion leverer, så betyder dét, at flere sejlere får bedre oplevelser med sejlsporten og forbliver aktive i længere tid.      

For det andet er Dansk Sejlunion med til at hente hæder hjem til Danmark. Dansk Sejlunion er det DIF-forbund, som har vundet flest olympiske medaljer. Det er fantastisk flot gået.

Dansk sejlsport vinder medaljer ved næsten hvert eneste OL. Ved sidste års OL i London var sejlsporten med to medaljer medvirkende til at sikre Danmark det bedste OL siden 1948.

Det var en stor oplevelse at følge først Jonas Høgh-Christensen, der leverede en fantastisk præstation og var tæt på at vinde guldet. Også flot gået af Allan Nørregaard og Peter Lang, der fulgte op på 49er-successen fra Kina i 2008.

Dansk Sejlunion hviler ikke på laurbærene. Forberedelserne til OL i Rio er allerede i fuld gang. Jeg ved, at I har været dernede for at se på forholdene og dermed sikre optimale vilkår for sejlerne frem mod de næste lege. Det tegner lovende. Lad os satse på, at også legene i Rio kan blive de bedste siden 1948.

For det tredje viser Dansk Sejlunion et flot engagement, når det handler om at arrangere nationale og internationale begivenheder. Det har stor betydning for Danmarks omdømme ude omkring at kunne afvikle begivenheder med præcision og flot indhold. Også dér gør I en forskel i Dansk Sejlunion.

For det fjerde er der en række af dansk sejlsports personligheder, der gør en forskel. Paul Elvstrøm er en person, der gør et stort indtryk. Da vi havde IOC's Kongress i København i 2009, var Paul Elvstrøm med som gæst, og for IOC's præsident Jacques Rogge var det et stort personligt ønske at få love at være sammen med Paul Elvstrøm.

Hver gang, jeg møder Rogge til et møde et eller andet sted, så spørger han altid til, hvordan Paul Elvstrøm har det. Det er en stor glæde for mig at være landsmand til en personlighed, der fylder så meget i bevidstheden hos andre ude omkring i verden.

Der er også mange af Dansk Sejlunions ledere, der gør en forskel. I min tid i DIF har jeg arbejdet sammen med fem formænd fra Dansk Sejlunion. John Christensen og H.C. Hansen har begge været aktive i DIF's bestyrelse. Peer Bent Nielsen har været med omkring Sport Event Denmark, og Carl Gerstrøm har haft udvalgsposter i DIF.

Senest er Jonas Høgh-Christensen valgt ind som næstformand i Aktivkomiteen, og han er samtidig trådt ind i DIF's bestyrelse som repræsentant for de aktive.

Det er vigtigt at have ledere, der vil være med til at præge udviklingen. Og det har Dansk Sejlunion.

Endnu en gang et stort tillykke til Dansk Sejlunion. Tak for jeres indsats, og så vil jeg ønske jer god vind i sejlene fremover.

Foto: Mogens Hansen