Dansk Sejlunion



7. juni 2013 17:25

Ny elitetræner søges til kraftcenter

Olympisk Sejlsport Øst søger ny træner. Stillingen er på halv tid – det skal bane vej for specialisttrænere på ad hoc-basis, siger sportschef Thomas Jacobsen.

Med udgangen af juli stopper Jacob Holst som træner i Olympisk Sejlsport Øst. Centret og Dansk Sejlunion opslår nu den ledige trænerstilling, men i en anden model end hidtil.

Stillingen bliver reduceret fra fuldtid til halvtid. Til gengæld skal der bruges flere ressourcer på periodevis at hyre specialisttrænere.

"Op til OL sidste år havde vi gode erfaringer med at bruge specialisttrænere til de bedste sejlere. Den mulighed ønsker vi at udbygge, fordi vi tror på, at det vil skabe en god dynamik i udviklingsmiljøet og dermed også bedre resultater både for landsholdssejlerne og for de bedste talentsejlere," siger Thomas Jacobsen, sportschef i Dansk Sejlunion.

Samlende figur
Den nye halvtidsstilling er delt ligeligt mellem træning på vandet og administrative funktioner med blandt andet træningsplanlægning.

"Vi skal bruge en samlende figur, der er vellidt blandt sejlerne, og som samtidig har nogle stærke trænerfaglige kompetencer," siger Thomas Jacobsen om den ønskede profil. 

Se stillingsopslaget HER.  

Foto: Mogens Hansen