Dansk Sejlunion



25. juni 2013 00:43

Kieler Woche – status efter tre dage

En enkelt dansk top-ti placering i OL-klasserne. I flere af de øvrige klasser er danskerne med helt fremme.

Kieler Woche er i gang. De første dage sejles i 18 klasser, heraf i de ti OL-klasser, hvor en del danskere er til start.

I Laser Radial lagde Sarah Gunni stærkt ud med en sejr i første sejlads, og hun fulgte op med blandt andre en 3. og to 4. pladser hen over weekenden. Mandag blev det til gengæld hverdag - også i resultatmæssig betydning - for landsholdssejleren, der gled tilbage, og før tirsdagens sejladser ligger hun nr. 13 samlet. Landsholdskollega Anne-Marie Rindom er lidt bedre placeret som nr. 10 før de sidste to dage.

I Finnjollen er Mads Bendix sluppet ganske fint fra sin internationale debut i klassen. Efter tre dage ligger han nr. 17 ud af 40 deltagere. Den anden dansker, Martin Boidin, er nr. 28.

I Laserjollen er der flere danskere til start i det godt 90 mands store felt. Michael Hansen er bedst placeret som nr. 28. Der er også en dansk båd med i mændenes 470. Henrik Søgaard/Nikolaj Buhl ligger nr. 23 i feltet på 47 både.

Danske topplaceringer
Uden for OL-klasserne er der gode danske placeringer i flere klasser. I J/80 ligger Flemming Djernes og besætning (Sønderborg) på 3. pladsen, hvor danskerne er eneste udenlandske besætning blandt 17 tyske.

Melges 24-feltet på 23 både er mere internationalt - og mere dansk med seks rødhvide både. Marc Wain Pedersen (Sundby) og besætning er bedste dansker som nr. 4.

Albin Express-feltet tæller 11 både. Morten Arndal (Horsens) og besætning fører klassen med Hans Christian Erbs (Neptun Vejle) på 3. pladsen.

Billedet: Den brasilianske legende Robert Scheid er som 40-årig tilbage i Laserjollen, hvor han tidligere har vundet to OL-guld og otte VM-titler. I Kiel fører han Laser-klassen. Foto: segel-bilder.de