Dansk Sejlunion



27. maj 2013 11:25

DM for Drager afgjort ud for Dragør

Arkivfoto
Foto: Arkivfoto

Dragør Sejlklub var vært for årets DM. Stævnet blev vundet af Lars Hendriksen, men det var med en udenlandsk gast om bord. DM-titlen gik derfor stævnets toer, Jens Christensen, KDY.

Over syv sejladser i dagene 23. - 25. maj har Drageklassen afgjort årets danske mesterskab. Dragør Sejlklub var vært for det åbne stævne, der blev sejlet syd for Peberholm og havde deltagelse af 26 både fra seks nationer og med sejlere fra ti nationer.

Det sidste fik betydning for uddeling af DM-titlen. Vinder af stævnet blev Lars Hendriksen med gasterne Lars Stenfeldt-Hansen og George Leventall, men da George Leventall ikke er dansk statsborger, kunne de ikke modtage DM-titlen.

Titel til Jens Christensen
Dansk mester blev i stedet toeren ved stævnet, Jens Christensen (KDY) med Kim Andersen og Anders Bagger som gaster. Sølvet gik til Philipp Skafte-Holm (KDY) med gasterne Peter Kampmann og Søren Persson - efterfulgt af Frank Berg (Hellerup Sejlklub), Søren Kæstel og Niels Kinch som bronzevindere.

Bedste udenlandske båd blev hollandske  Pieter Heerema tæt efterfulgt af Martin Pålsson fra Sverige.

Baneleder Christian Lerche (Hellerup Sejlklub) styrede begivenhederne på vandet - og sikrede sejlerne optimale vilkår, selv når vinden ikke rigtig kunne finde ud af, hvad den ville.