Dansk Sejlunion



8. april 2013 08:52

TORM Prisen gik til Ho Bugt Sejlklub

Ved Ho Bugt er det lykkes sejlklubben at skabe sejlsportsaktiviteter på ”trods af”.

Ved Dansk Sejlunions generalforsamling i Odense skulle TORM Prisen uddeles for fjerde gang. TORM-prisen uddeles for at hædre en klub, en gruppe af mennesker eller en enkelt person, som i årets løb har gjort en særlig og bemærkelsesværdig indsats for dansk sejlsport.

Ved overrækkelsen beskrev Jens Bjergmose fra TORM Fonden blandt andet prisvinderen således:

Ho Bugt Sejlklub driver sejlklub på "trods af" - her er man i stand til at lave sejlsportsaktiviteter med udgangspunkt i de aktuelle vilkår.

Ho Bugt Sejlklub har i perioden 2003 - 2010 gennemført projekt "nyt klubhus" Det kan være svært at forestille sig at nogen har tænkt så stort som det endelige resultat viser, når man tænker på hvad udgangspunktet var f.eks. klubbens tidlige klubhus , klubbens beliggenhed m.v.

Det endelige resultat er et smukt og yderst velfungerende klubhus med mange funktionelle detaljer.

Med hæderen fulgte sejlsportens nok største vandrepokal samt en check på 10.000 kr., overrakt af Jens Bjergmose fra TORM Fonden til Ho Bugt Sejlklub ved næstformand Lars Thyme.

Tillykke til Ho Bugt Sejlklub med prisen.

Vindere af TORM Prisen
2012 Ho Bugt Sejlklub
2011 Fredericia Motorbådsklub og Fredericia Sejlklub
2010 Solbjerg Sejlklub
2009 Virksund Sejlklub