Dansk Sejlunion



25. oktober 2013 11:38 af

Kåring af årets bedste sejlere...

Uge 42-lejren i Oure sluttede af med uddeling af en nystiftet – og absolut uformel – kåring af årets bedste sejlsportspræstationer.

"And the Oscar goes to…" Tiden før og efter årsskiftet er højsæson for uddeling af diverse priser og awards. I høj grad også inden for sportens verden.

I sejlsporten kårer en dommerkomité "Årets Sejlsportspræstation". Men sejlerne har ikke deres egen kåring og anerkendelse af de bedste præstationer hen over sæsonen. Ikke før nu…

Seks kategorier
Efter idé af 49er-sejler Jonas Warrer fik årets uge 42-lejr i Oure et festligt punktum i form af uddeling af "landsholdsawards" i seks forskellige kategorier.

På forhånd var der nomineret en håndfuld kandidater i hver kategori - hvorefter der blev delt stemmesedler ud til alle sejlerne på lejren.

Omkring 80 besvarelser resulterede i følgende kåringer af talent- og elitesejlernes landsholdsawards 2013:

Årets præstation:
Sarah Gunni - nr. 5 ved VM i Laser Radial

Årets Sejler/Team:
Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen - nr. 4 ved EM, nr. 10 ved VM, nr. 3 ved Princess Sophia Cup

Årets fighter(e):
Danish Youth Vikings - deltagere i Youth America's Cup

Årets talent:
Katja Salskov-Iversen - flot udvikling i 49erFX

Årets træner:
Finn "Beton" Jensen

Og til sidst den skæve, men næppe mindst prestigefulde kategori…

Årets "koger":
Brødrene Lübeck - angiveligt for at have ramlet en trailer ind i et neonskilt ved Sunset i Nyborg med det resultat, at lyset i restauranten gik ud!! (sejlsport.dk har ikke verificeret historien)..

Bliver gentaget
"Prisuddelingen var en stor succes. Hvis vi laver en uge 42-lejr i 2014, så laver vi også en award-uddeling igen," erklærer talentudvikler og uge 42-ansvarlig Jan Christiansen.

Han betegner generelt træningslejren som rigtigt vellykket. Med en masse god træning - både fysisk på land - og på vandet, hvor vejret i Lundeborg bød på gode forhold ugen igennem.

"Jeg var særligt glad for at se, hvordan de nye drenge-FX besætninger gjorde det rigtigt godt. Vi havde pludselig et FX-felt på 13 både - det var virkelig træning på højt niveau. Og noget, både piger og drenge vil få glæde af fremadrettet," siger Jan Christiansen.    

Billedet: Brødrene Lübeck hyldes for at have begået "Årets koger"..