Dansk Sejlunion



2. oktober 2013 15:44 af

Fratrækker sender Gunni tilbage ved Laser Radial VM

Efter fire sejladser ved Laser Radial VM i Kina er Sarah Gunni faldet fem pladser yderligere tilbage grundet fratrækker.

Landsholdssejler Sarah Gunni fik tirsdag en god start på Laser Radial VM i Kina. Starten blev onsdag fulgt op en 7. og 9. plads.

"I dag havde vi mere vind, rigtig store bølger og meget modstrøm. Samtidig sprang vinden 50 grader, så det var igen svære forhold med rigtig meget ventetid," forklarer Sarah Gunni fra Rizhao i det nordlige Kina.

Fratrækker trækker ned
Umiddelbart burde dagens placeringer ikke koste det store i det samlede regnskab. Men en fratrækker af det dårligste resultat i serien har sendt hele fem sejlere ekstra op foran danskeren, der nu ligger på en samlet 12. plads.

Så tidligt i serien kan det dog være til Sarah Gunnis fordel med en stabil serie, hvor konkurrenterne ikke har "råd" til endnu et dårligt resultat. Næste fratrækker træder først i kraft ved 10. sejlads.

Onsdag fik Anne-Marie Rindom løftet sin sejlads efter en svær start med en 16. og 13. plads, hvilket rækker til en samlet 36. plads.

Se flere resultater her (pdf) samt på den officielle stævneside rizhaolaserworlds2013.com.

Arkivfoto.