Dansk Sejlunion



1. oktober 2013 09:54

Følg Bank og Roug i TV 2's Mestrenes Mester

I aften starter dysten om titlen ”Mestrenes Mester” på TV 2. OL-sejlerne Jesper Bank og Kristine Roug er blandt deltagerne.

TV 2 udfordrer 11 sportsikoner til en kamp om at blive mesteren blandt de bedste. Blandt dem er de to sejlere Jesper Bank og Kristine Roug der begge har vundet OL-guld. Men tidligere tiders præstationer er ikke nok i konkurrencen om at blive Mestrenes Mester.

For Kristine Roug er det ikke første gang hun kæmper om æren på TV-skærmen. Tilbage i 1995 vandt OL-sejleren TV 2's Stjernetræf der også udfordrede tidligere topatleter.

Deltagerne vil møde hårde udfordringer, der blandt andet tester teamwork, udholdenhed, koncentration, kontrol og håndtering af stress. I slutningen af hver episode skal én deltager forlade konkurrencen. De to, der har klaret dagens strabadser dårligst, mødes i Nat-duellen - en intens fysisk og psykologisk kamp på viljestyrke, hvor én vil lide et ærgerligt nederlag og blive sendt hjem.

Se første afsnit allerede nu
Bank og Roug kan ses første gang i dyst den 1. oktober kl. 20:55 på TV 2. Første afsnit af "Mestrenes Mester" kan ses gratis på TV 2 Play her.

De 11 deltagere i "Mestrenes Mester" 2013 er:
Mads Larsen, bokser
Conny Hamann-Boeriths, håndboldspiller
Henrik "Store" Larsen, fodboldspiller
Kristine Roug, sejler
Eskild Ebbesen, roer
Rikke Hørlykke, håndboldspiller
Poul Erik Høyer, badminton
Renata P. Nielsen, længdespringer
Jesper Bank, sejler
Allan Simonsen, fodboldspiller
Dan Frost, cykelrytter

Foto: Villads Engel/TV 2.