Dansk Sejlunion



4. januar 2013 09:11

OL-sejleren nomineret til BTs Guld

Jonas Høgh-Christensen er med sin OL-sølvmedalje nomineret til BTs Guld der uddeles lørdag under Sport 2012 i Herning.

Jonas Høgh-Christensen er blandt de 10 nominerede til prisen BTs Guld. Sejleren, der leverede en underholdende og nervepirrende præstation under OL 2012, spås dog ikke mange chancer i det stærke felt af idrætsudøvere.

Stærke modstandere
Selv ærgrer OL-sølvinderen sig over, at en af karrierens sidste pris-nomineringer skulle ske i sådan et stærkt felt.

"Hele vejen rundt er det store præstationer. Der er ikke en eneste præstation på den liste, der ikke kunne vinde BTs Guld et andet år, hvis der ikke havde været lige så meget tryk på. Det er et hårdt felt, og alle er både gode og søde mennesker. Det er nogle gode repræsentanter for dansk sport," siger Jonas Høgh-Christensen, der dog alligevel fremhæver omnium-guldet, letvægtsdobbeltsculleren og Frederik Løchtes præstation til Wimbledon, til BT.

I en afstemning blandt sporten.dk's læsere, med over 8500 stemmer, fører Lasse Norman Hansen foran Frederik Løchte Nielsen.

Warrer/Kirketerp vandt efter forrige OL
BTs Guld er blevet uddelt siden 1930. 7 gange har sejlere vundet prisen:

2008 Jonas Warrer og Martin Kirketerp, sejlsport
1976 Poul Richard Høj Jensen, Valdemar Bandolowski og Erik Hansen, sejlsport
1973 Anders Børresen og Henrik Søderlund, sejlsport
1967 Paul Elvstrøm og Poul Mik Meyer, sejlsport
1963 Svend Jacobsen, sejlsport
1956 Paul Elvstrøm, sejlsport
1948 Paul Elvstrøm, sejlsport

Prisuddelingen i Herning kan følges lørdag den 5. januar fra kl. 20 på DR.