Århundredets sportsnavn Paul Elvstrøm er død - læs mere her...

Dansk Sejlunion



15. januar 2013 14:36

Ny påskelejr sættes i søen af Dansk Sejlunion

Påsken er den tid hvor sejlsportssæsonen for alvor skydes i gang i de store ungdomsklasser. Mange sejlere drager sydpå med kammeraterne og familien, men ikke alle.

Dansk Sejlunion tager nu initiativ til at skabe gode træningsrammer herhjemme for de sejlere, hvor påsken skal holdes på dansk grund.

I Dansk Sejlunions talentprogram, samarbejdes der med klasseorganisationer og vores træningscentre om at skabe kontinuitet i træningstilbud for sejlerne i de store ungdomsklasser i Danmark. Vi arbejder ud fra en almanak som medvirker til at sikre, at træningen er bedst muligt koordineret og fordelt året rundt.

Et nyt initiativ som vi vil forsøge at lægge ind i almanakken, bliver en træningslejr i Danmark i påsken. Traditionelt har påsken været stille herhjemme i de store ungdomsklasser. Nu vil Dansk Sejlunion skabe et træningstilbud i Danmark med høj sportslig profil.

Afholdes i Aarhus
2013 bliver første år med en Dansk Sejlunion træningslejr i påsken. Træningslejren bliver arrangeret af Kraftcenter Aarhus i samarbejde med Dansk Sejlunion. Det er kraftcentertræner, Finn Jensen fra KC Aarhus og talentudvikler, Jan Christiansen fra Dansk Sejlunion som skaber rammerne for træningslejren. Trænerne på lejren bliver de to ovennævnte og nogle tidligere eller nuværende elitesejlere fra de olympiske klasser.

"Vi ønsker at skabe en træningslejr med en høj sportslig profil. Vi er godt klar over, at rigtig mange af vores bedste unge sejlere allerede har planlagt at aktiviteterne i påsken skal ligge under varmere himmelstrøg. Men ikke alle. Vi kommer til at lave et kvalitetstilbud til de sejlere som bliver i Danmark. Vi lægger niveau efter de bedste som tilmelder sig træningen, men træningen vil også være åben for alle i de inviterede klasser - også de nye," udtaler Dansk Sejlunions talentudvikler Jan Christiansen.

Sejltræning er i fokus
Træningen i påsken kommer først og fremmest til at foregå på vandet. Sæsonen ligger lige om hjørnet, og vi skal forberede sejlerne bedst muligt på de hjemlige konkurrencer i april og maj måned, samt den internationale sæson hen på sommeren. Men træningen vil også komme til at handle om fysisk test og træning, og det vil på det teoretiske plan være fokus på taktik og strategi.

"Grunden til at vi skal have den høje sportslige profil på træningen er, at det skal være et reelt alternativ til at træne og konkurrere sydpå i påsken. Det kan vi godt opnå med en god trænergruppe, som sammen med sejlerne kan tilrettelægge træningen på en effektiv og målrettet måde," forklarer Jan Christiansen.

Målgruppen
For ikke at tage munden alt for fuld i 2013, så vil træningslejren være åben for et begrænset antal klasser.

"Vi er ikke 100% afklaret endnu, men vores tilbud bliver sandsynligvis til klasserne 29er, Europa, Laser og katamaransejlerne i SL16 og Hobie 16 Spi. Der bliver taget endelig stilling til klasser i træningslejren i begyndelsen af februar," siger Jan Christiansen.

Træningslejren vil blive afholdt i dagene 23.-26. marts (måske også den 27.) og sandsynligvis fra Kaløvig Bådelaug. Der kommer invitation til træningssamlingen i løbet af februar på sejlsport.dk og på Facebook-gruppen "Dansk Sejlunion Sport".