Dansk Sejlunion



4. august 2012 21:00

Lasersejlere takker af fra OL

Anne-Marie Rindom og Thorbjørn Schierup har sejlet færdigt ved OL. Rindom var tre pladser fra Medal Race.

Fem dage, ti sejladser. Og så er det pludselig forbi. Lørdag havde sejlerne i Laser og Laser Radial de to sidste og afgørende sejladser før Medal Race.

Anne-Marie Rindom sluttede konkurrencen med to 11. pladser og sin dermed samlet set bedste dag på vandet.

"Jeg var langsom på læns i dag og mistede mange placeringer. Det var ikke så god en dag, som det kunne have været," sagde Anne-Marie Rindom. 

"Overordnet er jeg godt tilfreds med at være i top-15," tilføjede Horsens-sejleren, der efter mandagens Medal Race rykker ind til London for at følge legene derfra - og deltage i afslutningsceremonien den 12. august.

Samme mulighed har Thorbjørn Schierup, der også sejlede færdigt lørdag. I hans tilfælde som nummer 18 og 24 i sine to sejladser. Samlet slutter Schierup som nummer 19 i feltet på 49 sejlere.

Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion