Dansk Sejlunion



27. august 2012 19:22

Kapsejlads for begyndere

I sensommeren og efteråret afvikles der talrige store jollestævner for de erfarne junior- og ungdomssejlere. Både lokalt og regionalt bør der også være aktiviteter for klubbens yngste eller mindre erfarne sejlere, og til dette formål har Dansk Sejlunion et enkelt koncept.

TORM Enkel Kapsejlads
Når sejlklubbens erfarne sejlere drager af sted til fx TORM Grandprix-stævner, er det oplagt, at de mindre erfarne sejleres forældre afvikler en "TORM Enkel Kapsejlads" hjemme i klubben. I konceptet "TORM Enkel Kapsejlads" lægges der vægt på de små succesoplevelser for klubbens nye sejlere, og ligeledes er konceptet indrettet efter, at det skal være en overkommelig opgave for nye forældre at arrangere små uformelle aktiviteter. Klaus Måhr, Sejlklubben Egensedybet, der tidligere på sæsonen har været på kursus i at afvikle "TORM Enkel Kapsejlads", fortæller:

"Det giver en succesoplevelse med den helt enkle og overkommelige form for kapsejlads for de mindst erfarne sejlere. Det er en rigtig lækker form, fordi alt er tydeligt, og de unge sejlere får en god oplevelse uden for meget ventetid. Så der er ingen, der kommer til at kede sig. Pædagogisk rammer det helt plet fx alene ved startproceduren med rødt, gult og grønt flag. Alle vinder og ingen taber. Og alle børnene får en præmie for at have været med, og det er noget, børnene kan forstå".

Under få forudsætninger giver Dansk Sejlunion præmier til alle deltagere til en "TORM Enkel Kapsejlads", fordi det er en præstation i sig selv at have prøvet at sejle på en bane.

Læs mere omTORM Enkel Kapsejlads her