Dansk Sejlunion



4. august 2012 01:32

470-jolle i gang - Starbåd ude

Henriette Koch og Lene Sommer åbner deres OL i 470-jollen med en 5. og en 12. plads. For Starbåden er OL slut. I Laser imponerede Thorbjørn Schierup med en 5. plads.

Det var skiftedag på vandet. For 470-jollen med Henriette Koch og Lene Sommer var en uges ventetid overstået. De indledte deres OL med en fornem 5. plads i første sejlads. 

I anden sejlads blev de nummer 12, efter de ellers var kommet fra start som en af de forreste både. 

Slut for andre
Mens OL begynder for nogle, så slutter det for andre. Og i dag sluttede OL for den danske Starbåd med Michael Hestbæk og Claus Olesen.

Før de sidste to sejladser havde de stadig en reel mulighed for at sejle sig i Medal Race på søndag. Den mulighed satte en 14. plads i dagens første sejlads en effektiv stopper for. I anden sejlads blev Hestbæk/Olesen nummer 10. 

Lige uden for Medal Race
Dermed sluttede de stævnet på en samlet 11. plads - lige uden for Medal Race. OL har været en skuffelse for den danske duo, der tidligere i år imponerede med en bronzemedalje ved VM.

Thorbjørns bedste
VM blev sejlet i et markant større felt og med noget lettere vind end i Weymouth. Hestbæk/Olesen er bedst i let vind, og de dage har de ikke fået under OL.

I Laser Radial opnåede Thorbjørn Schierup sit hidtil bedste med en 5. plads i første sejlads. Det foregik tilmed på Nothe-banen i Weymouth, hvor tusindvis af tilskuere følger sejladserne på tæt hold. En stor oplevelse for den unge, danske Laser-sejler, der dog i næste sejlads - der foregik på en anden bane, måtte tage til takke med en 23. plads.

Samlet er Schierup placeret som nummer 18.

Også Anne-Marie Rindom kom ned på jorden efter flotte resultater torsdag. Fredag måtte hun nøjes med mere beskedne placeringer som nummer 27 og 23.

Dermed dumpede hun nogle pladser ned i stillingen til nummer 15.

Foto: onEdition