Dansk Sejlunion



27. juli 2012 17:42

På vej til OL-åbning

Med nyplejede pressefolder og brede smil drog de danske sejlere tidligt fredag eftermiddag af sted mod London til åbningen af De Olympiske Lege.

Åbningsceremonien og indmarchen er altid et af de absolutte højdepunkter ved ethvert OL - og en kæmpe oplevelse for de atleter, der har mulighed for at være med.

Det sidste er ingen selvfølge for sejlerne på grund af de ofte store afstande mellem OL's hovedby og stedet for sejladserne. Eksempelvis var en tv-skærm det nærmeste, sejlerne kom på OL-åbningen for fire år siden i Kina. 

Frem og tilbage med busser
Men denne gang er de med! Det var således et hold sejlere med boblende forventningsglæde, der fredag kl. 15.00 dansk tid tog plads i en af de mange busser, der skulle fragte sejlere fra over 60 nationer ind til åbningshøjtideligheden på Det Olympiske Stadion i London.

Selve indmarchen begynder først sent fredag aften, og efterfølgende venter der sejlerne en lang køretur tilbage til Weymouth med forventet ankomst kl. 3 lørdag nat.  

Billedet: Fra venstre Jonas Høgh-Christensen, Sebastian Fleischer og Claus Olesen klar til at stige på bussen til London. (Foto: Flemming Ø. Pedersen)