Dansk Sejlunion



27. juli 2012 18:27

OL: Sidste klargøring før det går løs

Jonas Høgh var truffet sit mastevalg, og Starbåds-sejlerne måtte på aftenarbejde for at gøre båden klar.

Søndag begynder OL-sejladserne i Weymouth. De sidste dage og timer op til start forløber med træning, indvejning og småjusteringer på bådene.

Samtidig er de danske journalister og fotografer begyndt at dukke op i OL-området. Torsdag aften sendte således både DR og TV2 live fra Dansk Sejlunions TORM Meeting Point på havnen i Weymouth.

Satser på ny mast
Torsdag eftermiddag var der indvejning for både Finnjoller og Starbåde. I Finnjollen skulle Jonas Høgh-Christensen træffe et valg mellem på den ene side sin nye mast, som han foretrækker - men som i sidste uge revnede og er blevet repareret - og på den anden side sin reservemast, som er mere pålidelig, men formentlig har en marginal mindre ydeevne.

Høgh'en valgte til sidst at satse på den nye mast. Det skete efter, at han torsdag endelig havde mulighed for at teste masten under lidt kraftigere vindforhold end de forudgående dage. Han tror derfor på, at masten nok skal holde, når det går løs på vandet fra søndag.

Overarbejde
Michael Hestbæk og Claus Olesen fik torsdag lidt problemer ved indvejningen af deres båd. De måtte slibe lidt på kølen for at få den godkendt - med det resultat, at det rå metal stod frem og efterfølgende måtte overmales. Forløbet gav de to erfarne sejlere lidt overarbejde på havnen torsdag aften.

Sidste indvejet båd er dansk
Fredag tog sejlerne af sted til åbningsceremonien i London, alt i mens bådebyggerne Poul Brøker og Hans Nielsen udnyttede tiden til det sidste for at optimere den danske 470-jolle. Jollen blev fredag ved 15-tiden indvejet som absolut sidste båd overhovedet ved OL.

Billedet: Michael Hestbæk og Claus Olesen på overarbejde med båden torsdag aften. (Foto: Flemming Ø. Pedersen)