Dansk Sejlunion



6. juni 2012 09:42

Tåge, regn og rusk i Weymouth

Andendagen ved World Cup-stævnet Sail for Gold blev en våd og kold oplevelse for sejlerne. Både Starbåden med Hestbæk/Olesen og 470eren med Koch/Sommer ligger i top-5.

Efter to dages sejladser ved Sail for Gold ligger to danske både i top-5. Starbåden med Michael Hestbæk og Claus Olesen, der vandt førstedagens enlige sejlads, faldt lidt tilbage med placeringer som nummer 13, 10 og 4. Samlet ligger den danske Starbåd nummer fem.

Også Henriette Koch og Lene Sommer i 470eren indtager en samlet femteplads efter de første to dages sejladser.

49eren med Allan Nørregaard og Peter Lang ligger på en lidt skuffende 17. plads efter de første seks sejladser i klassen. Ikke godt nok erkender de to.

"Vi har manglet en lille smule fart det første par dage. Vi har åbenbart ikke ramt det helt rigtige setup, og når det sker, glemmer man lidt at fokusere på at sejle kapsejlads," siger Allan Nørregaard.

Heller ikke i Finnjollen kan Jonas Høgh-Christensen være helt tilfreds efter fire sejladser med en syvendeplads som det bedste. Høgh holder sig lige inden for top-10 samlet. Mindre overraskende er det, at britiske Ben Ainslie har overtaget den samlede førsteplads.

Vejret var det store samtaleemne ved dagens Sail for Gold. Tågen over baneområdet var så tæt, at sejlerne ind i mellem havde svært ved at orientere sig. Oveni gjorde uophørlig regn og rusk timerne på vandet til en isnende kold fornøjelse for sejlerne.     

Danske placeringer efter Sail for Gold, dag 2
(dagens placeringer i parentes)

49er
17. Allan Nørregaard og Peter Lang (11, 2, 11)
26. Niels Joachim Gormsen og Anders Thomsen (16, 10, 7)                   

Star
5. Michael Hestbæk og Claus Olesen (13, 10, 4)                   

Finnjolle
10. Jonas Høgh-Christensen (7, 14, 13)

470 damer
5. Henriette Koch og Lene Sommer (4, 18)

Laser Radial
38. Anne-Marie Rindom (dsq, 6)
60. Sofie Slotsgard (24, 30)

Laser             
37. Thorbjørn Schierup (11, 18)

RS:X herre
44. Sebastian Fleischer (45, 46)

Matchrace
Lotte Meldgaard, Susanne Boidin og Tina Gramkov (i dag: 2 sejre, 2 nederlag) - (samlet: 4 sejre, 6 nederlag)  ?

skandiasailforgoldregatta.co.uk

Foto: onEdition.