Dansk Sejlunion



15. juni 2012 11:35

Kom ud at sejle på Femernbælt

FriendshipCup inviterer venner, naboer og dem der bare vil prøve en sejltur til en hyggelig dag på vandet. 9 havne på Lolland-Falster deltager.

Sidste år deltog 167 både og 583 sejlere og gæster i den dansk-tyske BalticSailing arrangement FriendshipCup. Succesen gentages igen i år den 23. og 24. juni i 9 havne på Lolland-Falster. Mottoet for eventen er "venner møder venner" og er en god lejlighed for at introducere kommende sejlere til sejlsporten. Erfarne skippere tager gæsterne med om bord til en hyggelig dag på vandet.

Festligheder til Skt. Hans
FriendshipCup arrangement afholdes i år den 23. juni i Stubbekøbing havn, Kragenæs Marina, Gedser Lystbådehavn, Langø havn og Rødbyhavn Lystbådehavn. I flere af havnene kan man fortsætte oplevelsen ved at deltage i aftenarrangementer i forbindelse med Skt. Hans Aften.

Den 24. juni afholdes FriendshipCup i Sakskøbing hHavn, Sakskøbing Lystbådehavn, Rosnæs og Nysted Sejlklub. Der sejles også fra de nordtyske havne.

Afprøv dine færdigheder
Deltagere og bådejere mødes mellem kl. 9.00 og kl. 10.00 (dog i Kragenæs Marina kl. 14.00) for en fælles præsentation af dagen, fordeling i bådene og en lille forfriskning, inden sejladsen sættes i gang præcis kl. 11.00. Herefter sejler alle bådene 4-5 sømil ud fra havnene, og deltagerne kan få lov at afprøve deres færdigheder i at sejle og styre under kyndig vejledning af skipperen.

Det er 3. år der afholdes FriendshipCup i Femern Bælt, og igen er det under projektet BalticSailing, der siden 2009 har arbejdet med sejlerturisme på Lolland-Falster og i Nordtyskland.

Læs mere om FriendshipCup på balticsailing.dk