Århundredets sportsnavn Paul Elvstrøm er død - læs mere her...

Dansk Sejlunion



29. juni 2012 12:39

Køb en ”Fan Polo” og vis din støtte til OL-sejlerne

Som led i optakten til OL lancerer Dansk Sejlunion en ”Fan Polo” til voksne og en ”Fan T-shirt” til børn. Begge dele kan købes via Sejlershoppen. Ideen er at skabe maksimal opbakning bag sejlernes indsats ved OL.

I både fodbold og håndbold taler spillerne ofte om, hvordan tilskuerne i kraft af deres medleven "bærer" holdet frem til at yde fantastiske præstationer. I sejlsport er det lidt sværere at skabe den samme effekt. Alligevel får alle, der gerne vil bakke op om de danske OL-sejleres indsats i Weymouth nu chancen for at vise deres support.

"Vi ved, at rigtigt mange i sejlermiljøet hepper på OL-holdet og følger med i, hvordan det går under sejladserne. Det er en støtte, der betyder rigtigt meget for os, der skal sejle. Og det bliver kun endnu bedre, hvis man viser sin støtte udadtil ved at bære noget af det samme tøj, som OL-sejlerne går i," forklarer Susanne Boidin, der sejler matchrace ved OL og samtidig er Dansk Sejlunions tøjkoordinator.

"OL er en kæmpe begivenhed for dansk sejlsport, og vi vil gerne gøre alt, hvad vi kan, for at få så mange som muligt rundt om i klubber og på havnene til at skabe opmærksomhed om stævnet. Vi vil vise, at vi også har en fankultur i sejlsporten på vores egen måde - og her er tøjet det synlige symbol på, at man er en del af fanholdet," siger Susanne Boidin.

Klubberne er fans
Hun tilføjer, at flere klubber allerede på forhånd har vist interesse og bestilt større sendinger af tøjet til uddeling blandt medlemmerne.  

"Vi håber, der kommer en masse danskere til Weymouth under OL. Og hvis de oven i købet stiller op i vores poloer og t-shirts, vil det virkelig kunne give os følelsen af at blive båret frem, er jeg sikker på."

Både Fan Poloen og Fan T-shirten kan købes via sejlershoppen.dk. Fan Poloen koster 150 kr., og Fan T-shirten koster 110 kr. (plus levering). Pengene fra salget går alene til at dække omkostningerne for tøjet.