Dansk Sejlunion



25. juni 2012 11:56

En videoguide til Bisserup

Bisserup Sejlklub og havn er et besøg værd. Se her flot video området og hvordan du kommer nemmest i land.

"Så sent som i onsdags, hvor jeg lå med vores båd Grandmá i Vordingborg havn, mødte jeg med en sejler fra Ishøj Havn. Han var af den klare opfattelse at Bisserup Havn nærmest var en anløbsbro, og at man ikke skulle anløbe den, hvis båden stak mere end godt 1 meter," fortæller formand for Bisserup Sejlklub Jens Christian Eskjær Jensen.

"Det er desværre en opfattelse mange sejlere har, og den stammer vel fra en meget gammel havnelods, der er helt outdatet."

Masser af muligheder i Bisserup
Derfor har sejlklubben i Bisserup nu fået lavet en video om hvordan du anløber havnen og mulighederne her. Sejlrenden uddybes hvert forår så der er masser af dybde til både der stikker 2 meter.

"Uddybningen koster mellem 110.000 og 180.000 kr. hvert år. Kommunen giver dog tilskud til uddybningen, men det skulle jo gerne medføre at flere gæstebåde anløber havnen. Derfor besluttede vi os for at lave en video om Bisserup Sejlklub og hvordan man kommer ind til havnen, for at få manet den gamle og usandfærdige opfattelse i jorden," forklarer Jens Christian Eskjær Jensen.

Sejlklubben fik SMATIS film til at lave videooptagelserne. Herefter blev der ud fra en råfilm skrevet manuskript til videoguiden. En af sejlklubbens medlemmer, musikeren Jesper Hofmann Lindahl, fortæller og leverede også musikken.

Læs mere på bisserupsejlklub.dk