Dansk Sejlunion



20. november 2012 20:46

Spørgsmål til ministeren om forsikringsafgift

Dansk Sejlunion har i dag sendt sit høringssvar til Skatteministeriet om den foreslået forhøjelse af afgiften på kaskoforsikringer på lystfartøjer.

Regeringen ønsker at forhøje afgiften på kaskoforsikringer for lystfartøjer fra 1 % til 1,34 %.

"Forhøjelsen skal tilvejebringe et provenu på 30 mio. kr. årligt til at finansiere udgifterne til driften af de maritime radiobaserede nød-, il- og sikkerhedstjenester i Danmark," skriver Skatteministeriet i sit resumé af lovforslaget.

Forhøjet flere gange
Afgiften på bådforsikringer blev indført i 1976 og er siden ændret flere gange. Fra start var afgiften 50 % af forsikringspræmien, som senere blev ændret til 75 % af forsikringspræmien.

Den store ændring kom 1. januar 1983, hvor en ny lov (lov nr. 268 af 09. juni 1982) ændrede afgiften fra at være 75 % af forsikringspræmien til 1 % af bådens handelsværdi (forsikringssum).

Høringssvar afsendt
Efter en meget kort frist har Dansk Sejlunion her til aften indsendt høringssvar som kan ses her (pdf). Høringssvaret indeholder flere spørgsmål til Skatteministeren samt ønske om redegørelse for hvad den nuværende afgift benyttes til.

Herudover er en tæt dialog sat i gang med flere interesseorganisationer og bådbranchen samt medierne for at skabe mest mulig opmærksomhed.

Dansk Sejlunion er ligeledes i færd med at kontakte flere relevante politikere for at følge sagen helt til dørs.

Arkivfoto: Poul Erik Jensen.