Dansk Sejlunion



10. oktober 2012 13:55

Succesfuldt TORM Hold-DM i Kaløvig

I weekenden d. 6.-7. oktober afviklede Kaløvig Bådelaug TORM Hold-DM for Optimist. Hele 12 sejlende hold med i alt ca. 50 sejlere var mødt op til det store søslag.

Vejret til TORM Hold-DM var præcis, som man kunne ønske sig. Lørdag startede med svag vind, der øgede til god mellemluft henover eftermiddagen. Søndag startede ud i mellemluft og tiltog til hård vind, så der var noget for enhver sejler, når man ser tilbage på weekenden som helhed. Til sidst om søndagen var vinden virkelig kraftig til finalerne, så sejlerne blev godt udfordret. Opmand, Søren Badstue, fortæller:

"Det er sådan til Hold-DM, at det er et udskilningsforløb, og allerede om lørdagen blev halvdelen af feltet skilt fra til selve DM'et. Men Kaløvig Bådelaug lavede særskilte baner, så alle sejlerne var aktiveret hele weekenden.  Det er fedt at opleve stemningen til holdsejlads. Holdsejlads tiltaler mere 'den sociale sejler', fordi man er på et hold og ikke sejler solo. Det giver en helt anden stemning blandt sejlerne, og det giver sejlerne et andet fokus end kun resultater. Det er mit indtryk, at mange piger fx er vilde med holdsejlads både i Optimist og Feva, netop fordi der er noget mere socialt i det. Og så er der meget at lære for alle drenge og piger uanset niveauet. Der er meget hjælp at hente for de lidt mindre erfarne sejlere i forhold til normal fleet-sejlads. I weekenden havde mange af holdene nogle vildt dygtige taktiske sejlere, og det giver et element af en slags coaching, når de virkelig skrappe sejlere træder til og hjælper de mindre erfarne - "Prøv at træk i sejlet nu, vend til den anden halse nu", osv." 

Klubber der ønsker at lave aktiviteter med holdsejlads og interesserede sejlere samt forældre kan finde inspiration i Dansk Sejlunions folder "Holdsejlads - kom godt i gang". 

Foto: Arkiv