Århundredets sportsnavn Paul Elvstrøm er død - læs mere her...

Dansk Sejlunion



4. oktober 2012 12:43

ORCi vælges af arrangører i tæt dialog med Dansk Sejlunion

Arrangørerne af Aarhus Big Boat Race og Big Boat Challenge er i tæt dialog med Dansk Sejlunion. Målet er blandt andet at få flere internationale deltagere til danske storbådssejladser.

Der er igen positive strømninger blandt de danske arrangører af storbådssejladser, når det gælder at tiltrække udenlandske deltagere. Både Aarhus Big Boat Race og Big Boat Challenge melder ud, at de i 2013 vil tilbyde løb sejlet efter en international måleregel. Herudover samarbejdes der med tyskerne for at stævnedatoerne ikke kolliderer.

Følger anbefalinger
Udover ønsket om at lokke flere udenlandske sejlere til Danmark skal det også være nemmere, for de danske kølbådssejlere der ønsker at sejle internationalt. Arrangørerne er i tæt dialog herom med Dansk Sejlunion.

"Vi følger anbefalingen fra Dansk Sejlunion og vil tilbyde sejlerne at deltage under ORCi-reglen. Siden starten i 2009 har BBC haft et udmærket samarbejde med Dansk Sejlunion omkring afviklingen af BBC. Både med hensyn til assistance og lån af baneudstyr samt til udstedelse af dansk og internationalt målebrev med kort varsel. Vi håber på fortsat godt samarbejde med DS," skriver arrangørerne bag Big Boat Challenge i en pressemeddelelse.

Big Boat Challenge har valgt at flytte det succesrige stævne fra Pinsedagene til ugen, 14.-16. juni 2013, inden Kieler Woche. Den korte afstand mellem Kerteminde og Kiel gør det muligt for danske og tyske både at deltage i begge arrangementer.

Mål ind til det første danske ORCi-stævne
Aarhus Big Boat Race, der sejles i dagene 8.-9. juni 2013, bliver det første danske stævne næste år, hvor der kan sejles efter den internationale måleregel ORCi. Arrangørerne skriver:

"Der er god dialog med Dansk Sejlunion, der aktivt vil gøre brug af aftaler med DSV (det tyske sejlforbund - læs mere om aftalen mellem Dansk Sejlunion og DSV her…), så både kan måles ind efter ORCi. Der arbejdes på, at det bliver muligt, gratis, at få målt sin båd efter ORCi ved eksempelvis at mødes i Egå i foråret, og med hjælp fra DSV's målere i samarbejde med Dansk Sejlunion at gennemføre resterende målinger og vejninger, så certifikat kan udstedes inden Aarhus Big Boat Race og de øvrige stævner."

Læs mere om de to danske kølbådsstævner på henholdsvis aarhusbigboat.dk samt bigboat.dk.

Foto: Mick Anderson/SAILINGPIX.DK.